DTU Campus Service har valgt de to teams, der har vundet rammeaftalen for henholdsvis bygherrerådgivning og totalrådgivning på DTU Lyngby Campus.
Rambøll og Mtre Arkitekter vil de kommende år stå for bygherrerådgivningen, og EJK Rådgivende Ingeniører og Rørbæk & Møller Arkitekter har vundet aftalen for totalrådgivning.
Derfor har byggeledelsen sat det lange lys på, ikke mindst hjulpet af den nye udbudslov, der giver bygherre mulighed for, tidligere end før, at inddrage entreprenør, låse priser og leverancer samt sikre delaftaler.
Alt sammen for at forhindre flaskehalse, ikke mindst forårsaget af lange leveringstider på betonelementer.
- Leveringstiden for betonelementer til DTU Campus ligger mellem otte og ti måneder, og det er dobbelt op i forhold til for blot nogle år siden, siger DTUs bygherrechef Claus Møller Rasmussen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Det var også hans oplevelse for lidt over et halvt år siden, da Licitationen talte med ham om leverancetider på betonelementer til en af de mindre bygninger.
- Ventetiden er på 11 måneder. Det lykkedes os dog at få det tal ned på otte - og det følte vi os heldige over, sagde han dengang.
De store linjer
Siden har DTU sat nye skibe i søen og opgaven for rådgiverne bliver, sammen med CAS Bygherre og CAS Drift, at videreudvikle rammerne på campus og derved opgradere læringsmiljøerne. Det kommer til at ske via renoverings- og ombygningsprojekter og i mindre grad nybyggeri.
- Derfor er den nye samprojektering med entreprenøren vigtig, så vi på et tidligt tidspunkt kan lægge os fast på de store linjer i leverancen af for eksempel dækelementer. Erfaringen har lært os, at vi skal have fokus på elementleverancen fra dag 1. Vi bliver nødt til at spørge markedet, og bruge nye samarbejdsformer, der gør det muligt tidligere at beslutte, hvilken type råhus, vi skal have, siger Claus Møller Rasmussen til Licitationen.
Han undrer sig i øvrigt over, at in-situ-byggeri, som man så med byggeriet af for eksempel Axel Towers i København, ikke har vundet mere indpas i Danmark.
- Men det kræver fagkompetencer, som kun de største entreprenører har, og så skyldes det nok også det særlige danske logistiksystem og de korte afstande, der har gjort brug af elementer fra fabrikkerne til en vane en Danmark. At leveringstiden på betonelementer p.t. skulle være specielt lang afvises af en række elementproducenter, som Spæncom, Ambercon og CRH Concrete. Til Licitationen siger de, at hvis ordrerne lægges så tidligt som muligt, samt at producenterne tages med på råd, kan man sikre et jævnt produktionsflow og hurtigere leveringstid.
- Betonelementbranchen beskyldes i øjeblikket for at have lange ventetider og herved lægge en dæmper på væksten i byggeriet. Men det er ikke tilfældet hos os. Vi har masser af ordrer, men det betyder ikke, at vi ikke har luft til at tage nyt opgaver ind, der skal leveres i 2017, siger adm. direktør Torben Enggaard fra Ambercon til Byggeriets Top 2017/Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Heller ikke vinderen af Betonprisen 2017, Lars Nyholm Thrane, teamleder i Betoncentret hos Teknologisk Institut, er bekymret, men siger dog til Licitationen, at det er afgørende, at bygherre viser rettidig omhu og i god tid bestiller sin leverance.
Nye samarbejdsformer giver bedre betonleverancer
Betonelementer til de kommende års DTU-byggerier skal tænkes ind fra dag 1, siger bygherrechef Claus Møller Rasmussen