Som led i anlægsgartnervirksomhedens vækststrategi frem mod 2023 har OKNygaard per 1. oktober overtaget firmaet Naturpleje & Anlæg Aps i Kruså.
I strategien er der blandt andet fokus på at øge driftssiden af virksomheden. Det er nemlig der, OKNygaard forventer at hente mere omsætning, har ordførende direktør, Ole Kjærgaard, tidligere løftet sløret for.
I et topchefinterview med Licitationen - Byggeriets Dagblad tilbage i april fortalte han, at OKNygaard har et mål om en samlet omsætning i omegnen af 700 mio. kroner i 2023, en bedre bundlinje og en medarbejderstab på 600-650.
Dengang pegede han på organisk vækst som målet til at nå derhen, men nu er der altså kommet et opkøb på banen.
- OKNygaard vil være hele Danmarks anlægsgartner, derfor giver det kun mening, at vi udvider med en afdeling i den sydligste del. Vi har ledt efter en virksomhed, der passede med vores kultur og kvalitet og derfor nemt ville kunne glide ind i den samlede organisation, og vi glæder os over at have fundet den, forklarer direktør i OKNygaard, Kim Aaskov, i en pressemeddelelse om opkøbet.
Her og over for Licitationen - Byggeriets Dagblad understreger han, at de ser en afdeling i Sønderjylland som afgørende for at kunne betjene virksomhedens kunder i området på bedste vis.
OKNygaard udvider i Sønderjylland
Det sker med overtagelsen af virksomheden Naturpleje & Anlæg Aps i Kruså per 1. oktober. Ambitionen er, at afdelingen skal vokse fra en omsætning på seks mio. kroner til 20 mio. kroner inden for tre-fire år