23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Cloud City - en umulig idé bliver snart til virkelighed

Aalborgs gamle spritfabrikker står foran en meget ambitiøs transformation til ny bydel med kunst og boliger, og alle har kaldt det et umuligt projekt. Men "Cloud City" har momentum, og udvikler Martin Nielsen har kun en stor bekymring tilbage

Da Martin Nielsen for første gang fortalte om sin idé, var der ikke mange, som troede på projektet.

Investorer såvel som kommune mente, at ideen om at omdanne de ikoniske og forladte spritfabrikker i den vestlige del af Aalborg Havn til en ny bydel med boliger, hotel, kunstcenter og verdens største kunstværk i glas alligevel var lidt for stor en mundfuld for Aalborg. Men den 50-årige tømrer og tidligere tøjsælger fra Aalborgforstaden Klarup ville det anderledes.

- Jeg har arbejdet på det her projekt i fire år, og i de første tre var jeg en landsbytosse, der talte om noget, som få forstod, og som ganske få troede var muligt. Og lige pludselig løser vi det. Det er uden sidestykke, siger Martin Nielsen.

Projektet går i folkemunde under navnet Cloud City, opkaldt efter kunstværket af samme navn, der bliver omdrejningspunktet i den nye bydel. Entreprenørkæmpen A. Enggaard står for udviklingen i størstedelen af området, mens Martin Nielsen anslår, at han står for cirka 40-45 procent af grundarealet. Det samlede projekt indeholder kunstværk, kunstcenter, boliger, hotel, marked og teater, og har en samlet værdi af 2,3 mia. kroner. Værket og det dertilhørende kunstcenter er blandt andet finansieret via cirka 215 mio. kroner fra fonde som Ny Carlsbergfondet, Det Obelske Familefonde, Augustinus Fonden, og Spar Nord Fonden. Også Wagner Ejendomme, A. Enggaard og Aalborg Kommune har doneret filantropisk for at få samlet kapital til områdets hjørnesten.

At der er tale om et unikt projekt med kunstværket som absolut højdepunkt står også klart for Bjarke Ingels, hvis tegnestue BIG er arkitekt på flere projekter i den nye bydel,

- Når Cloud City-værket står færdig, vil der jo ikke være nogen steder i Danmark, der har noget, der bare kommer tæt på, og det havde været svært at gøre noget lige så kraftfuldt i Frederiksstaden for eksempel, siger Bjarke Ingels.

Hotel bekymrer
En del af området skal rumme et 2-5 stjernet hotel. Planen er at udnytte de forskelligartede former og størrelser på de gamle fabrikslokaler til at lave hotelværelser, der er meget forskellige. De skal både kunne rumme et billigt alternativ og flotte suiter. Men det er denne del af projektet, der bekymrer Martin Nielsen mest, for det er svært at finansiere et hotel i Aalborg, og det bliver endnu sværere, når det skal opføres i fredede bygninger.

- Jeg vil sige, at der kun er én alvorlig sten i skoen, når vi er færdige med kunstcenteret og værket. Vi arbejder stadig på, hvordan vi løser finansieringen af hotellet. Den er vi ikke i mål med, men jeg mener godt, jeg kan løse det, siger Martin Nielsen og uddyber.

- Jeg har givet mig selv lov til at løse den sværeste opgave først, og derefter den næst sværeste. Man kan ikke slås på alle fronter på en gang, bare spørg Napoleon, lyder det fra Martin Nielsen, der mener at byen har brug for lidt mere konkurrence på hotelområdet.

Vil skabe noget unikt
Aalborg har været igennem er voldsom udvikling de seneste årtier fra industriby til studie- og serviceby. Især havneområdet centralt i byen har fået et stort løft. Som rejsemål er Aalborg en yndet destination for krydstogtskibe, og den sidste lørdag i maj kommer unge til fra hele landet for at deltage i Nordeuropas største karneval. Desuden har Aalborg fire gange været værtshavn i den store internationale langdistancekapsejlads Tall Ships Races. Men byen mangler ifølge Martin Nielsen en permanent attraktion, der gør byen unik.

- Det her er ubegribeligt vigtigt for byens udvikling, for vi har aldrig haft en generator, der permanent trækker gæster til byen fra ind- og udland. Vi mangler noget, vi kan være stolte af, siger Martin Nielsen, der regner med at Cloud City bliver netop den attraktion.

- Det vil have så stor indflydelse på Aalborg, at der kommer til at være to slags Aalborg. Et før Cloud City og et efter, siger Martin Nielsen.

Han hænger blandt andet sine forventninger på en rapport fra Rambøll, der har undersøgt mulige effekter af tilblivelsen.

Rapporten anslår, at der årligt vil være 800.000 ekstra turister i byen, og dermed vil kunstværket genere turistindtægter for mindst 400 mio. kroner. Desuden anslås det, at der vil skabes 200 ekstra job alene i bydelen

Cloud City forventes at stå færdig efter sommerferien 2020.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.188|instance-web02