REGION MIDTJYLLAND
RANDERS
Klimabroen
Randers Kommunes projekt Byen til Vandet omfatter blandt andet etablering af en ny bro, kaldet Klimabroen, øst for Randers Bro.
Trafikken på Havnegade og Rosenørnsgade udgør i dag en væsentlig barriere mellem den centrale bymidte og de nuværende havnearealer. Klimabroen vil aflaste en væsentlig del af trafikken på Randers Bro, og da en stor del af trafikken i fremtiden kan ledes øst om bymidten, vil Havnegade kunne fredeliggøres og der vil kunne skabes direkte adgang mellem byen og vandet. Samtidigt vil Klimabroen sikre gode adgangsforhold til nye byområder, både projektområdet Byen til Vandet og den østlige del af byen, hvor der skal ske byudvikling.
Planlægningen af Klimabroen er nu kommet så langt, at Randers Byråd skal træffe beslutning om linjeføringen.
Tre linjeføringer , kaldet A, D og F har været underlagt en detaljeret analyse. Linje A gennemskærer de mest attraktive byudviklingsarealer både på pieren, Nordhavnen og Sydhavnen, og optager derfor en del af byudviklingsområderne på Nordhavnen og pieren til vejanlæg. Samtidigt vil linje A være en barriere indenfor projektområdet, hvilket betyder, at byudviklingspotentialet og byggeretsværdierne forringes. Linje F og D giver mulighed for at skabe et stort sammenhængende byudviklingsområde på pieren og løber samtidigt udenfor byudviklingsområderne nord og syd for fjorden, hedder det i sagsfremstillingen.
Miljø- og Teknikudvalget besluttede forleden at anbefale linjeføring F. Det anslås, at denne løsning vil betyde en anlægsomkostning på cirka 616 mio. kroner.
RANDERS
Nedrivning
Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune besluttede på sit seneste møde at anbefale en endelig vedtagelse af lokalplan 616 - Kærsmindeområdet.
Lokalplanen omfatter Kærsmindeparken, Kærsmindebadet og et areal med daghaver. Kærsmindebadet lukkede i 2015, og lokalplanforslaget giver mulighed for at nedrive badet og omdanne området til boligområde. Daghaverne forsøges omplaceret, og arealet, hvor daghaverne er placeret, udlægges som en del af boligområdet. Kærsmindeparken bevares i sin helhed som en offentlig, rekreativ park med sammenhængende stisystemer.
REGION HOVEDSTADEN
TÅRNBY
Legepladser
Børne- og Skoleudvalget i Tårnby Kommune fordelte på sit seneste møde restpuljen til forbedringer af legepladserne i daginstitutionerne i kommunen.
Udvalget godkendte blandt andet, at der bruges godt 85.000 kroner på et nyt klatrestativ til børnehaven i Tømmerup Havebo, 50.000 kroner til et klatrestativ i børnehaven på Nordmarksvej 22-24 og 45.000 kroner til et nyt legetårn til børnehaven på Nordmarksvej 2.
VIRUM
Udvikling af bymidte
Et forslag til helhedsplan for Virum Bymidte har været i høring og planen indstilles nu til endelig godkendelse, ligesom der søges om en anlægsbevilling på 280.000 kroner til en trafikanalyse af bymidten.
Hvis Lyngby-Taarbæk Kommunalbestyrelse godkender forvaltningens indstilling, kan trafikanalysen forventes at foreligge i sommeren 2018. Analysen skal blandt andet klarlægge, hvordan Frederiksdalvej kan opgraderes, herunder krydset Frederiksdalsvej/Grønnevej/Virum Torv samt stiforbindelser i Virum Bymidte.
Analysen planlægges gennemført i første halvår 2018.
Inden sagen behandles i kommunalbestyrelsen er den på Økonomiudvalgets dagsorden den 26. oktober.
ISHØJ
Pullertsystem
S/I Ishøj Havn har genfremsendt en ansøgning om eta-blering af et pullertsystem ved indkørslen til Ishøj Havn til Ishøj Kommune.
Ansøgningen er tidligere blevet afvist, fordi generne var for store for restauranterne på havnen. Nu skulle der imidlertid være enighed om projektet hos alle grundejerne på havnen, og derfor er der blevet søgt igen.
Teknik- og Bygningsudvalget i Ishøj Kommune besluttede forleden at gennemføre en partshøring hos de berørte grundejere og derefter behandle sagen igen.
Pullertsystemet skal hindre uvedkommende trafik i nattetimerne og begrænse hærværk, tyveri og uønsket ophold på havnen. Lukningen af havnen for kørende trafik om natten tilpasses efter årstiden, restauranternes åbningstider, og særlige arrangementer på havnen.
GLOSTRUP
Udvidelse af udearealer
Glostrup Kommunalbestyrelse har vedtaget Lokalplan HL4.1 - Børneinstitution på Skovsletten endeligt.
Børneinstitutionen på Skovsletten er oprindeligt bygget til 40 børn, men bliver i dag benyttet af op til 58 børn. Udearealerne er hårdt belastede, og børneinstitutionen vil gerne udvide deres udearealer og have mulighed for at opføre en mindre bygning samt en række skure. Med den nye lokalplan kan udearealerne udvides med cirka 2.100 kvm og der kan opføres en bålhytte, skure og legeredskaber.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Randers, Tårnby, Virum, Ishøj og Glostrup