23948sdkhjf

Whisky-producent opfører ny produktion

Stauning Whisky skal med stor udvidelse kunne producere op mod 900.000 liter whisky om året

I den vestjyske by Stauning har whisky-producenten Stauning Whisky startet på opførelsen af blandt andet nyt malteri og destilleri.

De fem bygninger opføres i forbindelse med et nedlagt landbrug, og stålproducenten Give Stålspær har netop leveret stålkonstruktionerne til de første bygninger.

Den første etape af byggeriet inkluderer godt 4.000 kvm haller til malteri, ovne, destilleri og en mellembygning.

De nye bygninger er tegnet, så de passer til den gamle gård og falder ind i det omgivende landskab. Give Stålspær leverer i alt 230 tons stålrammer til byggeriet.

Indvendigt danner rammernes bjælker og søjler åbne arbejdsdæk omkring destilleriets store tanke.

- Rammerne er meget detaljerede og har mange enkeltdele. For os er det en fornøjelse at se stålkonstruktionerne spille så stor en rolle i indretningen, udtaler salgsdirektør og ejer Teil Bechmann, Give Stålspær, i en pressemeddelelse.

Langt større produktion
Stauning Whisky fik i 2015 en solid kapitalindsprøjtning på 100 mio. kroner, da verdens største producent af spiritus, Distill Ventures og Diageo, investerede i den vestjyske whiskyproducent.

Investeringen skulle sikre, at Stauning Whisky 50-doblede sin produktion i løbet af to til tre år, hvor Stauning Whisky i 2015 producerede omkring 15.000 liter whisky om året.

Med udvidelsen skal produktionen således nå op på 900.000 liter whisky om året.

Der er tale om tre fritstående haller og en to-skibshal, der er mere end dobbelt så lang som de andre og inviterer den vestjyske natur inden for gennem store vinduespartier.

Hele udvidelsen af Stauning Whisky fortsætter med et nyt tapperi på 1.000 kvm og nye lagerhaller på 4.000 kvm.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141