Bygningskultur Danmark har udgivet en bog ved navn "Historicismens huse - en bevaringsguide 1850-1915".
Og det kan jo lyde lidt støvet.
Men bag den usexede titel gemmer sig faktisk en lille perle skarpe og velskrevne betragtninger over en blomstrende periode i dansk arkitektonisk historie, med et byggeboom, der kun blev overgået fra 1960-80, da parcelhusene skød op og indrammede de danske købstæder.
Forfatteren er restaureringsarkitekt Jeanne Brüel, som udover byggeprojekter i de senere år har beskæftiget sig med at analysere historisk arkitektur.
Hun er forfatter til en række udgivelser, der ligesom den aktuelle guide henvender sig til ejere, håndværkere og alle med interesse for arkitektur.
Og hendes begejstring og mange guldkorn, gavmildt strøet ud over de 135 sider, er smittende. "Historicismens huse.." får de 65 år i byggeriets historie til at stå tydeligt og lyslevende frem, og fremviser med stor detaljerigdom en tid, da begejstring for dekoration både ude og inde gik hånd i hånd med en usædvanlig høj håndværksmæssig standard.
I perioden, hvor Danmark tog de første skridt ind i en moderne, teknologisk og mere demokratisk tid, blev villaen og enfamiliehuset opnåelig for mange.
Men den høje udførelseskvalitet stiller også krav til de generationer, der kommer bagefter.
"Senere renoveringer og istandsættelser er ofte sket uden tilstrækkelig hensyn til den fornemme bygningskultur, historicismens bygninger repræsenterer. Husene er gennem tiden blevet gemt væk under nye tagbeklædninger, facadeændringer og vinduer med forkerte proportioner", skriver Birthe Iuel, formand for Bygningskultur Danmark i sit forord.
Derfor er bevaringsguiden med de mange fotos og historiske illustrationer af tidens murede detaljer og udskårne træværk ikke kun en rejse tilbage til en af dansk arkitekturs guldaldre; bogen er også tænkt som inspiration til ikke kun ejere og håndværkere, men til undervisningsbrug, til kommuner, rådgivere og museer.
Jeanne Brüel har pædagogisk inddelt sin bog i både forklarende og konkrete kapitler, der dels dykker dybt ned i husenes detaljer, dels - sammen med etnolog Peter Dragsbo som medforfatter på de indledende kapitler - løfter sig op på den store klinge og fortæller om tendenserne i byerne og på landet, og ikke mindst om inspirationen fra især de italienske villaer.
Historicismen var en ny, anderledes og fri stil, hvor der i hele perioden blev anvendt historiske og maleriske, stemningsfulde motiver. Det formidler denne bog smukt.
En billet til arkitekturens tidsmaskine
Bevaringsguide til en af byggeriets guldaldre, der begyndte midt i 1800-tallet, er både farverig og detaljeret