REGION HOVEDSTADEN
BIRKERØD
Læringsrum og fiskebro
Naturstyrelsen Hovedstaden vil i samarbejde med forvaltningen for skole og familie i Rudersdal Kommune og Naturskolen i Rude Skov etablere et udendørs læringsrum på 100 kvm ved Ebberød Sø i den midterste del af Rude Skov. Derudover ønskes der etableret en fiskebro på seks kvm i Ebberød Sø.
Byplanudvalget i Rudersdal Kommune har i den forbindelse bemyndiget forvaltningen til at meddele landzonetilladelse og dispensation fra søbeskyttelseslinjen til udeskolebasen som ansøgt.
Udeskolebasen har et areal på 10 gange 10 meter og en højde på cirka 4,2 meter til kip. Den ønskes indrettet som et halvtag med bålplads samt borde og bænke.
REGION SJÆLLAND
RØDBY
Omlægning af vandløb
Schifters Eftf. ApS v/Ole Rasmussen har ansøgt Lolland Kommune om tilladelse til at omlægge kommunevandløb 38.1 på strækningen fra st. 0 til st. 244 mellem Maribo Landevej 3 og 15 i Sædinge ved Rødby.
Projektet er i øjeblikket og frem til 11. oktober i høring.
REGION MIDTJYLLAND
HORSENS
Udvikling i bymidten
Horsens Kommune har udskrevet en arkitektkonkurrence med titlen Fra gågade til væregade. Formålet med konkurrencen var at få et tidssvarende bud på gågade- og byrumsdesign, med fokus på at skabe de bedst mulige rammer for både et levende byliv og et aktivt handelsliv. Byrummene skal indrettes med høj grad af tilgængelighed, servicefunktioner og tryghed. Midtbyen skal være et godt sted at bo, at handle og at arbejde - og frem for alt skal midtbyen være kommunens centrale samlingssted med mange oplevelser, året rundt. Vinderen af projektkonkurrencen forventes offentliggjort ultimo oktober 2017.
Der er sideløbende udarbejdet et forslag til Lokalplan 2017-02, som skal udgøre det planmæssige grundlag for at opdatere Søndergade, Jessensgade og Torvet. Teknik- og Miljøudvalget har godkendt forslaget, som herefter kan fremlægges i offentlig høring.
HORSENS
Signaloptimering
Teknik og Miljø i Horsens Kommune har kigget på den nuværende trafikafvikling på Høegh Guldbergs Gade og er kommet frem til, at trafikafviklingen kan forbedres ved en opgradering af de eksisterende signalanlæg. For at kunne optimere trafikafviklingen skal der ske en udskiftning af tre ældre styreapparater til signalanlæggene. Når udskiftningen af de tre styreapparater er gennemført, vil alle seks kryds have nye moderne styreapparater. Der er behov for, at der i alle seks kryds skal laves en bedre detektering af bilister, cyklister og fodgængere, dels med spoler i vejen og med radarteknologi.
Når styreapparater og detektering er på plads, kan den indbyrdes samordning og optimering af signalprogrammerne gennemføres. Der påtænkes etableret et nyt signalprogram på Høegh Guldbergs Gade, der kombinerer samordning og trafikstyring i myldretiden med rent trafikstyrede anlæg i ydertidspunkterne.
Det er følgende seks kryds, der ombygges: Niels Gyldings Gade/Høegh Guldbergs Gade, Grønlandsvej/Høegh Guldbergs Gade, Ove Jensens Alle/Høegh Guldbergs Gade, Holmboes Alle/Høegh Guldbergs Gade, Endelavevej/Høegh Guldbergs Gade og Spedalsø/Høegh Guldbergs Gade.
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler, at byrådet anlægsbevilger 1,2 mio. kroner til udskiftning og optimering af signaler på Høegh Guldbergs Gade. Projektet gennemføres ultimo 2017.
TORSTED
Nedrivning
Horsens Kommune har modtaget en ansøgning fra ejer om nedrivning af ejendommen Nordre Torstedvej 45, Torsted. Der er tale om en bevaringsværdig ejendom, som imidlertid er i meget ringe stand. Teknik- og Miljøudvalget besluttede forleden at give den ønskede nedrivningstilladelse.
REGION NORDJYLLAND
RAVNSTRUP
Separatkloakering
Vesthimmerland Byråd skal på sit møde i morgen beslutte, om Tillæg nr. 16 til spildevandsplan 2012-2020 for Vesthimmerlands Kommune - Separatkloakering af Ravnstrup skal vedtages endeligt.
Området Ravnstrup - delopland A7.1 er i Spildevandsplan 2012-2020 medtaget som status fælleskloakeret.
Det viser sig nu, at det vil være mest hensigtsmæssigt at starte separatkloakeringen af de fælleskloakerede områder i og omkring Løgstør med at separatkloakere øverst på ledningsnettet. Derved afkobles regnvand fra området, og det ledes derefter ikke gennem byen til renseanlægget, men via et planagt forsinkelsesbassin til Smak Mølle Å.
OVERLADE
Separatkloakering
Vesthimmerland Byråd skal på sit møde i morgen beslutte, om Tillæg nr. 18 til spildevandsplan 2012-2020 for Vesthimmerlands Kommune - Separatkloakering af Overlade skal vedtages endeligt.
Ved vedtagelse af tillægget separatkloakeres den del af Overlade By, der hidtil har været fælleskloakeret.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Birkerød, Rødby, Horsens, Torsted, Ravnstrup og Overlade