Elindco er i forvejen i gang med at helhedsrenovere Christianshavn Skole for Københavns Kommune, og nu har virksomheden afgivet det økonomisk mest fordelagtige tilbud på helhedsrenoveringen af Randersgades Skole og Den Classenske Legatskole i København.
Pris har været et af de elementer, de prækvalificerede er blevet vurderet på, og her har Elindco med et tilbud på knap 72,5 mio. kroner været billigere end de fire andre prækvalificerede.
Tilbuddet er samtidigt under de anslåede 80 mio. kroner for entreprisen, og det er kommet lidt som en overraskelse grundet den høje aktivitet i markedet, fortæller Mads Stenbæk Jakobsen, projekteringsleder hos Sweco Architects A/S, der er rådgiver på sagen.
Han fortæller, at planen er, at der underskrives kontrakt i denne uge - efter standstill-periodens udløb, og at man hurtigst muligt vil gå i gang på først Den Classenske Legatskole.
- Skolen står tom, så vi vil gerne snarest i gang derude, siger han.
Eleverne er flyttet ud på Bispebjerg Skole, hvor de vil have til huse frem til, renoveringen af Den Classenske Legatskole er gennemført i sommeren 2018.
Her flytter så eleverne fra Randersgades Skole ud på Bispebjerg Skole og bliver der, mens arbejderne på Randersgades Skole pågår frem til sommeren 2019.
Tidligere har Mads Stenbæk Jakobsen forklaret, at opgaven er størst på netop Randersgades Skole.
Elindco renoverer to skoler i København
Byggevirksomheden er godt på vej til at få helhedsrenoveringen af Randersgades Skole og Den Classenske Legatskole i hus