23948sdkhjf

Danica har byggeplaner for en milliard

Tre store projekter er på dagsordenen hos landets største centerinvestor.

Som ansvarlig for butikscentre hos landets største centerinvestor, Danica Pension, skal ejendomschef Eva Handest konstant have overblik over en stribe løbende projekter med vedligehold, istandsættelser, moderniseringer og udvidelser af de 15 storkøbenhavnske, sjællandske og jyske indkøbssteder.

Inden for det seneste par år har Frederiksberg Centret fået en ekstra etage, og Lyngby Storcenter nord for København er blevet ombygget. Nu ligger de største byggeopgaver på Amager, i Aalborg og i Hillerød.

I København skal det efterhånden 42 år gamle Amager Centret renoveres og udvides - alt sammen, mens butikkerne fortsat skal kunne tage imod kunderne.

- Vi håber at få en byggetilladelse omkring nytår, så vi kan gå i gang og være helt færdige i slutningen af 2019. Projektet løber op i cirka en halv milliard og omfatter blandt andet 6.000 nye kvm - 4.800 til ekstra butiksareal og 1.200 til kontorer og klinikker - og så nye p-arealer, fortæller Eva Handest til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Projektet omfatter omdannelse af eksisterende parkeringsarealer til ekstra butiksareal, og det viste sig mere kompliceret end ventet.

- Betonen var ikke god nok til, at vi kunne indrette butikker i de nuværende p-arealer, så vi må rive det hele ned og bygge forfra. Det har forsinket projektet trekvart år og gjort det dyrere. Til gengæld har det vist sig, at vi kan få ekstra kvadratmeter end først planlagt og dermed et større butiksareal med øgede lejeindtægter, siger Eva Handest.

Danica Pension har allerede indgået kontrakt med en entreprenør, men aftalen er betinget af grønt lys fra rådhuset, og navnet bliver sløret ikke løftet for endnu.

Comeback til Magasin
I Aalborg er håndværkerne allerede i gang, og planen er, at Magasin vender tilbage til den nordjyske hovedstad ved at overtage 8.500 kvm i Friis Shoppingcenter, som Danica Pension indviede i 2010 - midt under finanskrisen.

- Friis fik en hård start, og sidste år gik vi i gang med det her projekt for at udvide til Magasin og skabe bedre rammer for de eksisterende butikker. For eksempel har H&M lige overtaget et nyt lejemål, som kæden er ved at indrette. Samlet bliver det en trecifret millioninvestering for os, og vi afleverer til Magasin i løbet af sommeren 2018, og så kan Magasin åbne i efteråret, siger Eva Handest.

Nord for København bliver Slotsarkaderne i Hillerød udvidet.

- Vi øger butiksarealet, og samtidig får vi 13 ekstra ungdomsboliger oven på centret. Det er ikke et af de største projekter og holder sig på et tocifret millionbeløb, siger ejendomschefen.

Finansmand droppede center
I Hillerød kan Eva Handest og Danica Pension glæde sig over, at finansmanden Mikael Goldschmidt for to et halvt år siden droppede mangeårige planer om et indkøbscenter.

Goldschmidt-koncernen ville hellere bruge grunden i centrum af købstaden til 1.300 boliger, så i stedet for en konkurrent får Slotsarkaderne i løbet af nogle år 2.500-3.000 ekstra forbrugere i nabolaget.

Ud over de tre byggeprojekter på Amager samt i Hillerød og Aalborg gennemfører Danica Pension en lind strøm af mindre ombygninger og vedligeholdelsesarbejder i de 15 centre.

Aktuelt er der ingen konkrete planer om yderligere større udvidelser eller renoveringer. Men ifølge Eva Handest bliver der hele tiden udviklet kreative ideer og tanker om, hvordan centrene kan udvides og forbedres, så Danica Pension er forberedt, i takt med at mulighederne opstår.

Danica Pension og centre
- Danica Pension er Danmarks største centerinvestor
- 15 centre til en værdi af 14 mia. kroner.
- Amager Centret, City 2, Lyngby Storcenter og fem andre centre i Storkøbenhavn
- Centre i Kolding, Randers, Aalborg og Aarhus
- Centre i Helsingør, Hillerød og Slagelse
- Større projekter for Amager Centret og Friis i Aalborg
- Centrene administreres af Deas
Kilde: Danica Ejendommes hjemmeside og Eva Handest

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126