23948sdkhjf

Danske universiteter udbygges for milliarder

I perioden 2013-2017 har Bygningsstyrelsen igangsat 25 større byggeprojekter på universiteterne, og flere udbud er på vej. De kommende projekter har et samlet totalbudget på godt 2,5 mia. kroner

Universiteterne landet over er blevet udbygget og moderniseret for milliarder de senere år.

Ifølge Bygningsstyrelsen har de siden starten af 2013 alene igangsat i alt 25 større byggeprojekter over tærskelværdien for EU-udbud på universiteterne, og det samlede licitationsbudget for projekterne er godt syv mia. kroner.

Og det stopper ikke her. Flere byggeopgaver er nemlig på vej i udbud. Ifølge Bygningsstyrelsens byggepipeline er der tale om otte udbud på universiteterne med totalbudget på samlet knap 2,5 mia. kroner.

Udbuddene dækker alt fra et Nyt Sundhedsvidenskabeligt Fakultet til Syddansk Universitet i Odense med et totalbudget på godt 1,2 mia. kroner til en ombygning af Anatomi under Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet med et totalbudget på cirka 71,3 mio. kroner.

Aftale har haft indflydelse
På netop Syddansk Universitet er der sket meget de senere år.

Der er blevet bygget til Det Tekniske Fakultet i Odense, og derudover er der sket modernisering af såvel Biologisk Institut som modernisering og renovering af laboratorier på Det Naturvidenskabelige Fakultet.

På sidstnævnte pågår der fortsat arbejde.

- Man er cirka 80 procent færdig, oplyser Tom Møenbo Gregersen, områdechef for plan & byg på Syddansk Universitet, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Han oplyser, at der desuden har været andre mindre udbud på tale, som blandt andet dækker udvidelse af p-areal og vej.

Men hvorfor udbygges og moderniseres universiteterne så kraftigt i de her år?

- Noget af forklaringen er, at der i 2009 blev indgået en globaliseringsaftale, hvor man ville bringe laboratoriefaciliteterne op til nutidens standarder. Der blev afsat tre mia. kroner til et teknologisk løft af universiteternes laboratorielokaler, og samtidig blev det besluttet at iværksætte en grundlæggende modernisering af universiteternes laboratorielokaler til i alt cirka tre mia. kroner. Det er mange penge, som er blevet udmøntet siden aftalen blev indgået. Meget af det, som sker ude på universiteterne, er knyttet til aftalen, fortæller vicedirektør i Bygningsstyrelsen, Signe Primdal Lyndrup.

Hun oplyser, at det er forskelligt, hvordan det er gået med gennemførelsen af de allerede udbudte projekter:

- Vi har en lang række projekter, som er forløbet fint og fuldstændig som planlagt, og så har vi haft nogle udfordringer med særligt de helt store projekter, siger hun med henvisning til Niels Bohr og Mærsk Tårnet.

- Lærdommen er, at det er mange penge, som har skullet udmøntes inden for et kort tidsrum. Ved udmøntning menes, hvornår pengene hensættes til byggeprojekterne, ikke hvornår projektet er færdigt. Det stiller store krav til planlægningen, fortsætter hun og oplyser, at det oprindeligt var forventningen, at pengene kunne være udmøntet med udgangen af 2016, men at udvikling på universiteterne og den konkrete planlægning af sagerne har medført, at en række genopretninger forventes gennemført og afsluttet i de kommende år.

Store forventninger til interessen
Og når det gælder kommende udbud er der gode forventninger:

- Vi fokuserer meget på at skabe interesse fra markedet, når vi har udbud. Og vi gør meget for at være en attraktiv samarbejdspartner, siger Signe Primdal Lyndrup.

Hun påpeger, at der gennemføres markedsdialog, og at Bygningsstyrelsen prioriterer udbud med forhandling, da det giver bedre udbudsproces og tilbud.

Og når der er tale om udbud med forhandling, så prækvalificeres ofte kun tre. Det øger de prækvalificeredes chance for at vinde, og Bygningsstyrelsen oplever, at det har skabt større interesse for at være med og afgive tilbud, fortæller hun.

Forventningerne er også gode til gennemførelsen af de kommende projekter:

- Jeg forventer, at vi har lært noget af de udfordringer, vi har haft på nogle af de andre sager, siger Signe Primdal Lyndrup og fremhæver igen, at Bygningsstyrelsen har arbejdet med sin bygherrerolle - herunder fokus på planlægning, projektledelse og styring samt arbejdet med udbudsstrategi og valg af entrepriseform.

- Og vi har stor opmærksomhed på projektmaterialernes kvalitet, og at vi før udførelsen skal have en helhedsvurdering samt risikovurdering af bygbarheden af projektet indenfor den økonomiske ramme. Yderligere har vi opbygget et internt kvalitetssikringstema og har indført performance-test af anlæggene inden aflevering fra entreprenør til os, siger hun.

Læs også:
Byggevirksomhed glæder sig over universitetsaktivitet
SDU skal have ny tilbygning i Esbjerg

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11