23948sdkhjf

Nyt om navne

I dag nyheder fra Energinet.dk, FB Gruppen og Sweco Danmark

Energinet.dk 
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) har udpeget den tidligere direktør for Finansrådet og tidligere minister, Lars Barfoed (C) som ny bestyrelsesformand for Energinet.dk

Den afgående formand, Kim Andersen, har valgt at trække sig fra posten, da regeringen har udnævnt ham som generalkonsul i Flensborg.

Lars Barfoed er cand.jur. og public affairs direktør i kommunikationsfirmaet Primetime. Lars Barfoed har tidligere været direktør i Finansrådet og medlem af en række bestyrelser og europæiske organisationer.

Derudover er Lars Barfoed tidligere medlem af Folketinget, og har været minister for familie-og forbrugeranliggender, transportminister og justitsminister. Han har ligeledes været formand for Det Konservative Folkeparti.

Energinet.dk har ansvaret for danskernes forsyningssikkerhed for el og gas, og selskabet ejer og driver det overordnede højspændingsnet, gastransmissionsnet, to gaslagre og dele af det danske gasdistributionsnet.

FB Gruppen 
Projekt- og ejendomsudviklerkoncernen FB Gruppen A/S har ansat Ann-Beth Senger som ny salgschef i en nyoprettet stilling.

Ann-Beth Senger kommer fra en stilling som salgschef hos NCC gennem fem år. Tidligere har hun været salgschef for Becker & Nielsen samt Schaumann Development.

Hendes primære opgave er i samarbejde med udvalgte mæglere at konsolidere og udbygge den positive markedsposition, som FB Gruppen har oplevet inden for projekt- og ejendomsudvikling, så kunderne får den bedst mulige oplevelse i forbindelse med udvælgelsen og overdragelsen af deres nye bolig.

Med Ann-Beth Senger får FB Gruppen en kompetent salgschef med et stort kendskab til markedet og indgående erfaring med personligt salg og markedsføring til opbygning af en salgsorganisation.

Hun vil spille en central rolle i forbindelse med den fortsatte vækst i koncernen, hvor man med udviklingen af den nye bydel Grønttorvet i København vokser på det danske boligmarked inden for både ejer-, andels- og lejeboliger.

Sweco Danmark 
Lars Brønnum Fisker er per 1. september udnævnt til afdelingschef for Havne og Geoteknik Vest, som dækker medarbejdere på Swecos kontorer i Aalborg, Viborg, Aarhus, Kolding og Odense.

Lars Brønnum Fisker er 38 år og uddannet civilingeniør fra Aalborg Universitet. Han kommer fra en stilling som gruppeleder i samme afdeling, og har gennem mere end 10 år arbejdet for Sweco med alle former for geoteknisk rådgivning.

Lars B. Fisker har i sit virke som gruppeleder succesfuldt medvirket til afdelingens fortsatte vækst inden for geotekniske undersøgelser og geoteknisk rådgivning, og vil i sin nye rolle fortsat have ansvaret for at udbygge de gode relationer til afdelingens kunder - også inden for havneområdet, hvor Sweco sammen med sine kunder har medvirket på nogle af de største havneudvidelser i det vestlige Danmark.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.91