Entreprenører har i flere år efterlyst flere brolæggere, og nu er der udsigt til, at en større del af efterspørgslen bliver dækket.
I 2016 fik 18 nye brolæggere deres svendebrev, og det vil løbende stige til 27 i 2019 ifølge en prognose fra sekretariatet Byggeriets Uddannelser under Dansk Byggeri og 3F, der har lavet prognosen på baggrund af tal for blandt andet indgåede uddannelsesaftaler på landets uddannelser.
Det kan virke som små tal, men for branchen kan en håndfuld eller to ekstra betyde meget.
- Brolæggere har nogle helt særlige kompetencer, og det er nødvendigt og meget positivt, at det ser ud til, at vi får flere færdigudlærte gennem skolerne, siger Claus Erik Johnsen, oldermand i Brolæggerlauget under Dansk Byggeri.
Garanti for praktik - næsten
Oldermanden mener, at det årlige DM i Skills, hvor brolæggerne også deltager, har været en medvirkende faktor til at øge interessen.
- Det har været rigtig godt for erhvervsuddannelserne, at der er et arrangement med så megen bevågenhed, hvor det syder og bobler omkring håndværksfagene. Og det har formentlig smittet af på brolæggerne, siger han og nævner desuden den store efterspørgsel i markedet som en faktor.
- Der er praktikpladsgaranti. Det betyder, at vi i Brolæggerlauget i hele landet kan garantere en praktikplads til egnede elever. Der er fortsat nogen, der mangler den tekniske snilde, og vi er opmærksomme på ikke at blive der, hvor dem der ikke kan blive tømrer og murer, kigger hen. Men jeg tror bestemt, at det har en effekt, at man er sikret en lærlingeplads, hvis man har evnerne, siger oldermanden.
Brug for endnu flere
Selvom udsigterne ser bedre ud de kommende år, er der fortsat plads i markedet til at endnu flere får et svendebrev end de 27, som der kan komme i 2019.
- Vi vil jo gerne op på et niveau, hvor der konsekvent kommer 30-40 ud om året. Det kræver blandt andet, at branchen kommer mere ud på skolerne og fortæller om faget, siger oldermanden.
Brolæggeruddannelsen har fælles optag på skolerne sammen med struktøruddannelserne og vælges senere i forløbet som specialisering. Erhvervsskolerne Learnmark i Horsens, Next i København, Aarhus Tech og Roskilde Tekniske Skole udbyder Brolægger-specialiseringen.
Entreprenører har udsigt til flere brolæggersvende
En prognose spår, at flere vil blive udlært fra den lille brolæggeruddannelse de kommende år