REGION HOVEDSTADEN
TÅRNBY
Etageboliger til unge
Tårnby Kommunalbestyrelse har vedtaget Lokalplan 130 endeligt efter endt høring. Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af en ansøgning fra boligorganisationen Tårnbyhuse, som gerne vil have mulighed for at opføre et etagebyggeri med ungdomsegnede boliger i Tårnbyparken. Lokalplanen giver mulighed for at opføre en etageboligbebyggelse i op til fem en halv etage.
GLADSAXE
Opførelse af etageejendom
Trafik- og Teknikudvalget i Gladsaxe Kommune skal på sit møde på mandag tage stilling til, om der skal gives dispensation til at opføre en mindre etageejendom på Buddinge Hovedgade 169.
Gladsaxe Kommune har modtaget en ansøgning om tilladelse til at opføre en mindre etageejendom med i alt seks lejligheder på mellem 109 og 113 kvm.
Ejendommen ønskes opført på en ejendom, hvor der i dag ligger et enfamiliehus. Naboejendommen er til den ene side et etagebyggeri, mens ejendommen til den anden side består af tre bygninger med villalejligheder og enfamiliehuse.
Gældende lokalplan tillader et byggeri i to etager med udnyttelig tagetage, mens det ansøgte byggeri er i tre etager mod nabogrunden med etagebyggeriet og to etager og udnyttelig tagetage mod nabogrunden med villalejligheder og enfamiliehuse.
By- og Miljøforvaltningen indstiller, at den ønskede dispensation gives.
GLADSAXE
Opførelse af børnehuse
Gladsaxe Kommune skal opføre et børnehus ved Stengård Kirke.
Børnehuset bliver en integreret institution med fire grupperum, puslerum, fællesrum, køkken, garderobe, lederkontor m.m. Anlægsudgiften for opførelse af Børnehuset er beregnet til omkring de 18 mio. kroner.
Arbejdet foreslås gennemført i indbudt licitation, som hovedentreprise.
Børne- og Undervisningsudvalget havde sagen på dagsordenen forleden og anbefaler, at såvel projektforslag som udbudsform godkendes, og at der anlægsbevilges 18 mio. kroner.
Byrådet behandler sagen den 27. september.
Opgaven kommer ifølge tidsplanen i udbud i starten af 2018, hvorefter byggeriet skal gennemføres i perioden fra april til september. Derefter laves friarealerne og legepladsen, og tæt på årsskiftet 2018/2019 afleveres børnehuset.
HERLEV
Udbygning af Herløv Kro
Herløv Kro har anmodet om udarbejdelse af en lokalplan, der giver mulighed for udvidelse med en ny værelsesfløj på parkeringsarealerne ud mod Byparken.
Den ønskede udvidelse skal rumme 56 nye værelser samt fire boliger på toppen af den nye værelsesfløj.
Dertil kommer en ny restaurantbygning i en etage, en ny etage på eksisterende værelsesfløj, så den bliver i alt fem etager og parkeringskælder under den nye værelsesfløj. Endelig ønsker Herløv Kro at etablere wellness-faciliteter og at få mulighed for at etablere liberalt erhverv i den gamle krobygning.
Økonomi- og Planlægningsudvalget sagde forleden ja til at sætte lokalplanarbejdet i gang.
REGION SJÆLLAND
SLAGELSE
Rækkehuse og lejligheder
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget i Slagelse Kommune har besluttet at give dispensation fra lokalplan nr. 1008, der omfatter Løvegade 67, hvor der er ønske om at bygge nye boliger.
Slagelse Kommune har modtaget et projektforslag til opførelse af en boligbebyggelse i Løvegade 67 bestående af 15 lejligheder på 70 kvm i forhuset samt 26 boliger på 95 kvm i to etager og 20 studieboliger på 47 kvm. Dette kræver blandt andet en dispensation vedrørende bebyggelsesprocenten.
REGION SYDDANMARK
SVENDBORG
Boligbyggeri
Svendborg Byråd har godkendt forslag til Lokalplan 629 for et område til boliger og rekreative formål ved Linkenkærsvej i Svendborg, som herefter kan fremlægges i offentlig høring.
Lokalplanen giver mulighed for opførelse af en boligbebyggelse med varierende boligstørrelser, således at der skabes en vekselvirkning mellem små boliger og familieboliger, hvoraf mindst en tredjedel skal opføres som tæt-lav bebyggelse.
ODENSE
144 boliger
By- og Kulturudvalget i Odense Kommune anbefaler, at lokalplan nr. 0-805 for Rugårdsvej 18-20 vedtages endeligt. Lokalplanen er udarbejdet for at gøre det muligt at bygge boliger på den tidligere Falck-grund. I alt 12.700 kvm byggeri i form af 144 boliger kan der med den nye lokalplan opføres på hjørnet af Rugårdsvej og Fjordsgade som ønsket af en privat investor.
Boligerne opføres som en randbebyggelse langs Fjordsgade og Rugårdsvej, og samtidig gives der mulighed for at opføre tæt/lav bebyggelse eller etagebebyggelse i gården. Langs Fjordsgade og Rugårdsvej må der bygges i fire-fem etager, og alt over fire etager skal opføres som penthouse, det vil sige med tilbagetrukket facade, dog må hjørnet mellem Rugårdsvej og Fjordsgade opføres i fem fulde etager uden tilbagerykning plus penthouse for at markere hjørnet. Bebyggelsen i gårdrummet må maksimalt opføres i tre etager i etagebebyggelse eller som tæt/lav bebyggelse.
ODENSE
Indretning af museum på Odense Kaserne
Fyns Militærhistoriske Museum er opsagt fra sit nuværende lejemål på Dannebrogsgade 1 i Odense og skal således fraflytte lejemålet ved udgangen af 2017.
Foreningen ønsker at overtage/flytte ind i en del af Odense Kaserne på Sdr. Boulevard og har sammen med Creo Arkitekter fået udarbejdet et projekt for renovering, modernisering og nyindretning til museumsformål.
Renoveringen ventes at komme til at koste et større millionbeløb, og det er Fyns Militærhistoriske Museum, der skal finansiere arbejdet og bære samtlige omkostninger i forbindelse med driften.
På nuværende tidspunkt har foreningen ikke penge til den omfattende renovering, og de skal derfor ansøge fonde om midler til projektet og ønsker at få tilsagn om råderet over bygningerne, mens fondsmulighederne afsøges.
By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune anbefaler, at foreningen gives tid til at finde midler til ombygning og drift af udstillingsaktiviteter i bygningerne og tilsagn om råderet over bygningerne, og at foreningen forpligtes til i løbet af 2018 at fremlægge en plan for renovering og ibrugtagning, så bygningerne kan åbnes for offentligheden senest 1. januar 2019.
By- og Kulturudvalget bakker op om forvaltningens anbefaling.
REGION NORDJYLLAND
ÅLBÆK
Hotel- og konferencecenter
Efter endt høring anbefaler Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune, at Lokalplan SKA.F.11.10.01 og Kommuneplantillæg nr. 15.39 Hotel- og konferencenter Hvide Klit vedtages endeligt.
Lokalplanområdet omfatter den tidligere sundhedshøjskole Diget, som i slutningen af 2010 gik konkurs. Der er kommet en køber til bygningerne, der ønsker at omdanne dem til et hotel- og konferencecenter.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Tårnby, Gladsaxe, Herlev, Slagelse, Svendborg, Odense og Ålbæk