- Vi har købt en masse god jord, som vi primært skal realisere i 2018 og 2019. Det har vi store forventninger til, og det bliver både til række- og enfamiliehuse.
Det er ikke rent gætværk, når direktør og salgschef Morten Boye Bertelsen fra Lind & Risør forudser, at omsætningen runder en mia. kroner enten i år eller næste år. Porteføljen af projektgrunde er stigende, og da efterspørgslen er det samme, er der grundlag for optimisme i Taastrup-virksomheden.
Under optrækket til finanskrisen for knap 10 år siden, stod Lind & Risør pludselig med en masse jord, som ikke kunne sælges i projektregi. Konsekvensen blev, at Lind & Risør solgte udstykningerne til privatpersoner, som så frit kunne vælge, hvilken husbygger de ønskede at hyre.
- Nogle af vores kollegaer grinede lidt af os og sagde tak for, vi på den måde sørgede for, de fik arbejde. Men for os handlede om at styrke egenkapitalen i stedet for at stå med en stor portefølje af jord, vi ikke kunne bruge, siger Morten Boye Bertelsen, som har taget erfaringerne fra den seneste krise med sig:
- Vi er realistiske omkring, at væksten på et tidspunkt stagnerer. Jeg tror desværre, at mange virksomheder i branchen gik ned på, at de have en alt for stor portefølje af jord, som de ikke kunne komme af med, under den sidste krise. Og selv om en opbremsning i markedet måske ikke bliver lige så hård næste gang, konjunkturerne vender, så er det noget, man er nødt til at have i baghovedet.
Hurtigt salg er intet mål
Belært af erfaringerne er Lind & Risør i dag særdeles kritiske, når virksomheden opkøber jord, og langt det meste jord købes fra privatpersoner frem for kommuner.
- Vi har rigeligt at lave, så vi vil ikke købe jord ind bare for at købe det. Vi er kun interesserede, hvis det er noget, vi har en mulighed for at tjene penge på, siger Morten Boye Bertelsen om den ene af Lind & Risørs "forretningshemmeligheder", mens den anden er at tage den med ro i salgsprocessen.
- Når folk køber en grund, forventer de jo også, vi kan bygge deres hus. Så det skal helst ikke gå for hurtigt, og vi vil helst have et kontinuerligt salg af tre-fire grunde hver måned, så produktionen og alt det andet kan følge med, siger Morten Boye Bertelsen.
Blandt Lind & Risørs største projekter tæller et stort område i Vindinge syd for Roskilde med plads til 400 blandede række- og enfamiliehuse. Det blev købt for et år siden, mens lokalplanen lå klar i sidste måned. Om få uger starter en udstykning med 50 villagrunde i Hillerød og næste år begynder arbejdet på et stort område i Jyllinge Nordmark foruden de projekter, der allerede fremgår af hjemmesiden. Det drejer sig blandt andet om opførelse af 30 rækkehuse i Slangerup og 30 ejerlejligheder i Nærum.
L&R-chef: Vi har masser af god jord
Lind & Risør har tjent gode penge på at eje og afhænde jord til bygge- projekter før, under og efter krisen