Byggeriet: Mere sort arbejde uden håndværkerfradrag
Står det til regeringen, skal det ikke længere være muligt at trække håndværksudgifter til energiforbedringer i hjemmet fra på selvangivelsen.
Den melding bliver ikke godt modtaget i Dansk Byggeri, hvor Lars Storr-Hansen er administrerende direktør.
- Håndværkerfradraget har været et af vores bedste værktøjer mod sort arbejde, og derfor vil den kamp lide et knæk.
- Vi hører fra vores medlemmer, at danskerne er holdt op med at efterspørge at få lavet arbejde uden regning, fordi vi har haft håndværkerfradraget, siger han.
Og selv om Dansk Byggeri på det seneste gentagne gange har advaret om, at man mangler ledige hænder i byggefagene, er det ikke noget argument for at stoppe ordningen, mener direktøren.
- Man skal se på det her som en håndsrækning til danskerne, som er uafhængig af konjunkturerne.
- Samtidig risikerer man, at folk vil arbejde lidt mindre i deres egentlige erhverv for at løse opgaver i hjemmet.
- Erfaringer fra Sverige viser, at økonomien her er buldret frem, selv om man har haft langt større håndværkerfradrag end herhjemme, siger Lars Storr-Hansen.
I Håndværksrådet, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder, er man af samme opfattelse.
- Regeringen sætter mange fine vækstinitiativer i gang, men vi må desværre frygte, at den mest iøjnefaldende vækst, vi kommer til at opleve på den korte bane, nu bliver den uundgåelige vækst i det sorte arbejde.
- Det er meget skuffende for små og mellemstore virksomheder i byggeriet, der hver dag er i skarp konkurrence med velorganiseret sort arbejde, siger direktør Ane Buch.
/ritzau/