Når en andelsbolig skifter hænder vælger flere at bruge en mægler. Tendensen var ellers længe, at selvslagssiderne tordnede frem, men nu melder de om en svagt fladende interesse.
Hos websitet Boliga er andelen af selvsalgsannoncer faldet i forhold til resten af markedet. Faldet ses både inden for ejerlejligheder, andelsboliger, fritidshuse og huse.
I de sidste måneder af 2016 udgjorde Boligas selvsalg 1,5 procent af det samlede marked. Det tal var i 2015 2,5 procent.
Ifølge Manja Johansen, som er produktansvarlig i Boliga Selvsalg, har mæglerne især haft øjnene på andelsboligerne, fordi de bliver hurtigt afsat.
- Mæglerne har sænket salæret på andelsboliger, for at få dem ind i butikken. Det kan vi godt se. Andelsboliger er hurtige at skyde af og derfor også attraktive for mæglerne, siger hun.
Sociale medier
En anden af forklaringerne på udviklingen er ifølge Manja Johansen, at salget kan være rykket fra selvsalgssiderne og over på sociale medier som Facebook.
- Vi kan se, at der er flere og flere grupper på Facebook, hvor man kan slå sin bolig op. Det gælder både andelsboliger og lejeboliger, som folk hungrer efter i de store byer, siger hun.
Det er især andelsboligerne, der har fyldt meget på selvsalgssiderne, der udgør lidt under halvdelen af annoncerne på Boliga.dk. Her en antallet af annoncer også på retræte.
- Mængden af udbudte andelsboliger er støt faldende og der er ikke meget på markedet lige nu, siger Manja Johansen.
I 4 kvartal 2015 udgjorde Boligas selvsalg 17,2 procent af andelsboligmarkedet. Dermed er andelen af selvsalg faldet en procentpoint. I årets første måneder var tendensen endnu mere tydelig. Fra første kvartal 2015 til 1. kvartal 2016 faldt andelen af selvsalg fire procentpoint blandt andelsboligerne.
Der er omkring 1.100 andelsboliger udbudt offentligt lige nu, men mere end 67.000 annoncer på Boliga.dk, som tæller både selvsalg og mæglerannoncer.
Flere vælger ejendomsmægleren
Websites, hvor boligejere kan sælge deres bolig uden om en ejendomsmægler har det seneste år oplevet en mindre tilbagegang. Ejendomsmæglerne har sænket prisen, lyder en af forklaringerne.