DAGENS LEDER: Den innovative byggebranche
Københavns Lufthavn gennemgår i øjeblikket en omfattende udvidelse til en samlet værdi på 20 mia. kroner. Projektet kan man læse meget mere om i Licitationen - Byggeriets Dagblads nye arkitekturmagasin Arkbyg, der udkommer i dag.
Men for at følge med skal lufthavnen løbende udvides, ligesom der hele tiden er udbud på nye opgaver. Her savner lufthavnen betydelig mere innovation. Eksempelvis gør lufthavnens skrappe sikkerhedsregler det besværligt at indføre hele byggeelementer på byggepladsen, hvilket i sidste ende ikke giver effektivitetseffekter. Derfor ønsker lufthavnen hjælp til at optimere disse processer i form af nye tiltag.
Innovation er løbende oppe at vende, når byggeriets parter skal komme med forslag til, hvordan branchens produktivitet skal forbedres. Og det er da heller ikke fordi, at mange entreprenører og bygherrer har store udviklingsafdelinger, der føder branchen med nye idéer og produkter. Måske fordi man ved, hvad der er bedst, og sporene fra en række byggeskandaler som MgO-sagen skræmmer.
Men skal den danske byggebranche ikke løbes over ende af udenlandske konkurrenter, bør den tage innovationsproblematikken alvorligt. Her er det ikke mindst vigtigt, at byggeriets parter arbejder sammen.
Bygherrer kan stille formelle krav i udbuddene til innovative løsninger, og hvorfor ikke lade entreprenører, arkitekter og rådgivere gå sammen om dem. Det skaber både øget produktivitet, men kan også give en bedre bundlinje hos alle.