23948sdkhjf

Viasol klar med egen tilskudspulje

I protest mod mangel på politisk initiativ har solcellevirksomheden nu oprettet sin egen tilskudsmodel

Solcellevirksomheden Viasol tager nu sagen i egen hånd og indfører en privat tilskudsmodel kendt fra Sverige.

Baggrunden for den nye tilskudspulje er, at udbygningen af solcelleanlæg i Danmark er gået i stå som følge af manglende politisk initiativ og fremsynethed, forklarer adm. direktør i Viasol Rasmus Christiansen.

- Den sidste tilskudspulje til solceller udløb for et år siden, og markedet er gået i stå. Vi kan ikke vente længere på, at der findes politisk opbakning til solceller i Danmark. Vi havde forventet, at der ville komme nogle puljer til det private marked, men det er der ikke udsigt til. Derfor går vi nu egne veje i udbredelsen af grøn energi, siger han.

Tilskud til anlæg og batteri
Tilskudsmodellen er baseret på etableringstilskud til investeringer i solcelleanlæg med batterilager.

Denne type tilskud giver ifølge Viasol mening, fordi teknologien har udviklet sig. Solceller kombineres nu med solcellebatterier, der sikrer lagring af solcellestrøm.

Dermed bringer man egetforbruget af den producerede solcellestrøm op på et højt niveau, og forbrugerne bliver stort set uafhængige af elselskaberne.

Det giver således ikke længere mening at give tilskud til overskudsproduktion der sendes på elnettet, da det kun udgør en mindre del.

Viasol yder tilskuddet til anskaffelsen af selve solcelleanlægget og solcellebatteri. Tilskuddet udbetales med det samme til kunderne i modsætning til tidligere tilskudsordninger, hvor udbetaling er sket over en periode på 20 år.

Løber afsted
Danmark er helt nede på en 14. plads i den seneste opgørelse over EU-medlemslandenes evne til at efterleve klimaaftalen fra Paris 2015.

I samme opgørelse kommer vores naboer fra Sverige ind på en førsteplads efterfulgt af Tyskland og Frankrig.

- Det er svært at holde ud at se på, at landene omkring os løber afsted, mens vi her i Danmark er gået i stå. Jeg synes det er meget kritisabelt, at vi sætter noget i gang - som det er sket for både solceller og el-biler - og man så politisk slukker igen. Det giver falske forhåbninger til virksomhederne, siger Rasmus Christiansen.

Tilskudspuljen løber i en begrænset periode på 2 måneder gældende fra 1. september til 31. oktober. Man kan dog allerede nu på Viasols hjemmeside anmode om at modtage tilskuddet, når puljen åbnes.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125