REGION HOVEDSTADEN
DRAGØR
Opførelse af længehus
By-, Erhvervs- og Planudvalget i Dragør Kommune har givet tilladelse til nedrivning af eksisterende bygning og opførelse af en ny i Lodstræde 4C.
Bygningen, der ønskes nedrevet, er en tidligere garagebygning, som efterfølgende er udstykket fra ejendommen Lodstræde 4B og ombygget til beboelse. Bygningen, der er opført i gasbeton, er byggeteknisk i dårlig stand. Den nye bygning, som ønskes opført, er i forhold til den nuværende bygning udvidet i længde og bredde.
REGION SJÆLLAND
JYLLINGE
Parcelhuse og rækkehuse
En udvikler ønsker at opføre parcelhuse og rækkehuse på et areal ved Bromarken i Jyllinge, og der er i den forbindelse udarbejdet forslag til ny lokalplan.
Plan- og Teknikudvalget i Roskilde Kommune besluttede forleden at fremlægge lokalplanforslaget i offentlig høring i perioden 25. august til 20. oktober. 2017.
Lokalplanområdet udgør et areal på cirka 27 hektar og giver mulighed for opførelse af i alt cirka 217 boliger, heraf 106 parcelhuse og 111 rækkehuse.
I lokalplanen indgår vejen Bromarken, der er væsentlig for den fremtidige trafikafvikling i Jyllinge. Udvikler har tilbudt at anlægge den del af vejen, der ligger på udviklers ejendom.
RØDVIG
Halbyggeri
Natur-, Fritids- og Kulturudvalget i Stevns Kommune skal på sit møde i dag bedømme de indkomne tilbud på opførelse af en ny hal i Rødvig.
Tre totalentreprenører har været inviteret til at afgive tilbud og forslag, og to har valgt at aflevere et tilbud.
Der har været tale om en omvendt licitation, hvor entreprenørerne skulle give et bud på, hvad de kan tilbyde for den økonomiske ramme på 11,5 mio. kroner
SLAGELSE
Almene boliger
Slagelse Byråd skal på sit møde den 28. august tage stilling til, om Lokalplan 1171, Boligområde Engdraget, Slagelse, skal vedtages endeligt.
Lokalplan 1171 er udarbejdet på anmodning fra Slagelse Boligselskab, som ønsker at opføre en ny almen boligbebyggelse under navnet Engdraget. Engdraget omfatter 126 boliger i en tæt lav bebyggelse med rækkehuse i to etager. Området er en del af Tidselbjerget, hvor nærheden til både by og natur sammen med et gennemgående fokus på bæredygtighed danner grundlag for nye, attraktive boligområder.
Rækkehusene placeres i klynger og har kun små private udendørs opholdsarealer, som grænser op til store, grønne fællesarealer. I de grønne fællesarealer og langs områdets veje etableres LAR-løsninger, som ud over afledning af regnvand også vil bidrage med oplevelsesmæssige kvaliteter.
SLAGELSE
Opførelse af dagligvarebutik
Lokalplan 1174, Dagligvarebutik på Jordbærvej, Slagelse, og et tilhørende kommuneplantillæg indstilles til endelig vedtagelse i Slagelse Byråd på mandag.
Lokalplanen er igangsat på anmodning af bygherre, som ønsker at etablere en dagligvarebutik på Jordbærvej, og lokalplanen giver mulighed opførelse af en dagligvarebutik på 1.000 kvm med cirka 88 parkeringspladser tilknyttet.
REGION SYDDANMARK
ODENSE
Etablering af boliger i højskole
Forslag til lokalplan 0-796 har været i offentlig høring og indstilles nu til endelig vedtagelse i Odense Byråd med anbefaling fra By- og Kulturudvalget.
Lokalplanen er udarbejdet for den tidligere Sociale Højskole for at give mulighed for at anvende eksisterende bygning til boliger. Det er planen at indrette ungdomsboliger i nederste etage og lejligheder i forskellige størrelser i de tre øverste etager.
Samtidig skal lokalplanen sikre, at bygningens industrielle karakter bevares, da den i samspil med øvrige bygninger omkring lokalplanområdet formidler industrikulturmiljøet for Thriges fabrikker.
REGION MIDTJYLLAND
TARM
Etablering af biogasanlæg
Ringkøbing-Skjern Kommune har udarbejdet et forslag til lokalplan og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg, som skal gøre det muligt at etablere et biogasanlæg på Egvadvej i Tarm. Forslagene er klar til offentliggørelse, når Byrådet har givet grønt lys.
Økonomi- og Erhvervsudvalget anbefaler, at forslagene fremlægges i høring.
VORUP
Etageboliger
Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune skal på sit møde i dag tage stilling til, om lokalplanlægningen for etageboliger ved Bojesvej i Vorup skal sættes i gang som anbefalet af forvaltningen.
Randers Byråd besluttede i marts, at der skal igangsættes planlægning for etageboliger på Bojesvej med respekt for sigtelinjerne langs Bojesvej og tilpasning af højde og placering til den bagvedliggende bebyggelse i overensstemmelse med forvaltningens forslag A, der bestod af tre punkthuse. Bygherre har senere indsendt et justeret projekt med fire punkthuse med etageboliger i tre-fem etager og rækkehuse i to etager mod syd.
Realisering af projektet forudsætter, at der vedtages en lokalplan og et tillæg til kommuneplanen. Der skal tages stilling til, om det ansøgte projekt kan danne grundlag for planlægning.
Det er forvaltningens vurdering, at projektet i hovedtræk er tilpasset byrådets beslutning, og at der vil blive tale om et boligområde med en arkitektonisk kvalitet og et udtryk, der vil markere grunden for enden af Bojesvej som et særligt sted i byen.
RANDERS
Dagligvarebutik
Randers Kommune har modtaget ansøgning om et nyt projekt fra Pro Developments for en dagligvarebutik på Udbyhøjvej 62, der kræver dispensation fra den gældende Lokalplan 120. Ejendommen Udbyhøjvej 62 har tidligere rummet en Dagli´Brugs, men har stået tom de senere år.
Det er forvaltningens vurdering, at der bør meddeles dispensation fra Lokalplan 120 i overensstemmelse med det ansøgte. Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune tager stilling i sagen i dag.
Randers Kommune har ligeledes modtaget en ansøgning om udvidelse af dagligvarebutikken på Århusvej 102 fra cirka 800 kvm til cirka 1.200 kvm, og også denne sag er på Miljø- og teknikudvalgets dagsorden i dag.
Projektet forudsætter en fravigelse af kommuneplanens retningslinjer for detailhandel, hvor enkeltstående butikker ikke må være større end 1.000 kvm samt op til 200 kvm personalefaciliteter.
ODDER
Billige lejeboliger
Odder Byråd har besluttet at fremlægge Forslag til lokalplan 1137 for boliger og institutioner ved Kildegade og Aaholmsgade i Odder i offentlig høring i otte uger.
Lokalplanen er udarbejdet for at kunne opføre små, billige lejeboliger med støtte fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, som vil støtte projektet med 3,8 mio. kroner til hel eller delvis dækning af grundkapitalen. En lokalplan for et byggeprojekt skal være endelig godkendt og offentligt bekendtgjort inden den 31. december 2017 for at udnytte tilskuddet.
Lokalplanen muliggør opførelse af en boligbebyggelse i to etager.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Dragør, Jyllinge, Rødvig, Slagelse, Odense, Tarm, Vorup, Randers og Odder