23948sdkhjf

Regeringen overvejer motorvejsudvidelse

Regeringen har sat penge af til en VVM-undersøgelse af mulige udvidelser af to motorvejsstrækninger syd for Aarhus

Der kan være to solide anlægsentrepriser på vej til de danske vejentreprenører. Regeringen har nemlig afsat små 50 mio. kroner til en VVM-undersøgelse af en udvidelse af E45 mellem Skanderborg Syd og Hornstrup ved Vejle på 35 km og mellem Aarhus Syd og Aarhus Nord på 15 km.

Intentionen er, at begge strækninger skal udvides fra fire til seks spor.

Det fremgår af et faktaark, som Transport-, Bygnings- og Boligministeriet har offentliggjort.

Ministeriet forventer, at VVM-undersøgelserne kan gennemføres på to år.

Mere trafik i fremtiden
Baggrunden for udvidelsen er trængselsproblemerne på motorvejen i det østjyske, som allerede er mærkbar i dag. Desuden forventer man, at trafikvæksten vil vokse i fremtiden.

- Trængslen på E45 er stor, og det er vigtigt, at vi får gjort noget ved problemet, før det helt sander til. Østjyder, der pendler til og fra job, spilder hver dag hele og halve timer på at sidde i kø. Det koster samfundet penge, og det tager vigtig tid væk fra familie og venner, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) i en pressemeddelelse.

På strækningen mellem Skanderborg Syd og Aarhus Syd er det allerede vedtaget at gennemføre en udbygning fra fire til seks spor, og denne anlægsopgave forventes at være færdig i 2019.

Store beløb på spil
De to strækninger, som regeringen vil lave en VVM-undersøgelse af, forlænger altså Skanderborg-Aarhus stykket i nordlig og sydlig retning, men er mere komplicerede og kræver derfor en særskilte VVM-undersøgelser. Årsagen er, at Skanderborg-Hornstrup-strækningen og strækningen mellem Aarhus Syd og Nord er anlagt med en smal midterrabat, og at en udbygning derfor skal foretages "udad", fremgår det af faktaarket. Det kræver en arealerhvervelse uden for vejarealet, som kan være generende for naboer.

Samlet vil VVM-undersøgelse af strækningen mellem Vejle og Skanderborg S koste 29 mio. kroner, mens en VVM af Aarhus-strækningen er vurderet til 18 mio. kroner.

På dette tidlige stadie er der åbenlyst ikke noget anlægsbudget endnu, men til sammenligning er der afsat over 500 mio. kroner til udvidelsen på motorvejen mellem Skanderborg Syd og Aarhus Syd, der er 15 km lang.

Undersøgelser på vejområdet
I øjeblikket er staten i gang med at foretage flere undersøgelser af mulige vejstrækninger:
- VVM-undersøgelse af rute 54 mellem Næstved-Rønnede (finansieret under Infrastrukturfonden)
- Forundersøgelse af en aflastningsvej på Stevns (Infrastrukturfonden)
Undersøgelser af en ny midtjysk motorvej (Infrastrukturfonden)
- VVM af Hillerødmotorvejens forlængelse mellem Allerød og Hillerød (Infrastrukturfonden)
- Forundersøgelse af en østlig ringvej (havnetunnel) i København (Finansloven, nov. 2016)
Kilde: Status for bygge- og anlægsprojekter, 1. halvår 2017

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203