DAGENS LEDER: Hvornår er man egentlig forsker?
Af Christian Brahe-Pedersen
I forsøget på at tiltrække højtuddannet, specialiseret arbejdskraft kan virksomheder ansætte højt kvalificerede udlændinge på den særlige bruttoskatteordning - bedre kendt som forskerskatten. Det betyder, at forskere, specialister og nøglemedarbejdere, som tjener over 63.700 kroner om måneden, i en fem-årig periode kun betaler 26 procent i skat.
Regeringen vil nu udvide ordningen til syv år mod at hæve skatteniveauet til 27 procent, og der er nok ingen tvivl om, at tiltaget bliver modtaget med glæde blandt ikke mindst rådgivervirksomhederne herhjemme, der mangler højtuddannede specialister til eksempelvis broer og tunneller.
Forlængelsen skal blandt andet ses i lyset af, at topskatten heller ikke bliver nedsat i denne omgang. Netop det høje danske skatteniveau er en stor barriere for at tiltrække de udenlandske specialister til virksomhederne, og derfor er det kun positivt, at ordningen forlænges. For selvom man kan sige, at ordningen er usolidarisk i i og med, at man opnår fulde rettigheder i det danske velfærdssystem men kun betaler delvis skat, bidrager den til at højne konkurrenceevnen i dansk erhvervsliv.
Men regeringen burde se på, om der bør være en form for differentiering i forhold til, hvem der kan opfattes. For hvornår er man egentlig forsker? Man kan jo spørge om det rimelige i, at landets fodboldklubber kan hyre fodboldspillere på ordningen.
De er selvfølgelig en form for specialister på deres felt, men spørgsmålet er, hvor meget de bidrager til at højne den danske konkurrenceevne.
