23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Fredensborg, Odsherred, Kolding, Holstebro, Simested og Støvring

REGION HOVEDSTADEN



FREDENSBORG



Udbedring af jordbundsforhold

Der er i forbindelse med udgravningerne til Fredensborg Atletik Stadion konstateret udfordringer med silt og tørv/gytje i jordbunden. Disse organiske materialer vil sætte sig og vil med stor sandsynlighed bevirke, at der kommer lunker og/eller revner i den kommende løbebane, hvis de ikke fjernes forinden banen etableres.



Den nødvendige og omfattende fjernelse af jord m.v. og efterfølgende opfyldning betyder en merudgift på etableringen af atletikanlægget på op til 3,6 mio. kroner.



Plan-, Miljø- og Klimaudvalget anbefaler, at pengene findes i den pulje, der er afsat til vedligeholdelse af Humlebækhallen, hvor der ikke er brug for pengene lige nu.



REGION SJÆLLAND



ODSHERRED



2-1 Veje

Miljø- og Klimaudvalget besluttede forleden detailprojekteringen af en række 2-1 veje.



Det er planen at lave 2-1 veje på strækninger af Skaverupvej, Nordstrandsvej, Bjergesøvej og Vester Lyngvej, og den samlede udgift er beregnet til knap 2,5 mio. kroner.



REGION SYDDANMARK



KOLDING



Kloakseparering

Plan- og Boligudvalget i Kolding Kommune har besluttet at fremlægge forslag til spildevandsplantillæg nr. 19 vedrørende separering af kloaksystemet ved Rønneallé, Lindeallé, Akacievej, Elmevej og dele af Galgebjergvej, Magnolievej, Kastanieallé og Kastanievænget i otte ugers høring.



Fælleskloaksystemet i området er etableret i 1950-60’erne, og der er flere steder konstateret skader på kloaknettet, kapacitetsproblemer og vand i kældre ved større regnhændelser.



Kolding Kommune og BlueKolding ønsker at ændre kloaksystemet ved boligområdet for at nedlægge et forældet åbent fællesbassin, reducere de regnvandsbetingede udledninger af spildevand til vandmiljøet samt undgå oversvømmelser og uhygiejniske forhold i boligområdet.



Hele projektet med separatkloakering af fællesområderne i boligområdet forventes at være færdig i slutningen af 2019.



REGION MIDTJYLLAND



HOLSTEBRO



Nedrivning

Den kommunale ejendom på Mozartsvej 1, Holstebro, der har været brugt som udlejningsejendom, ønskes nedrevet. Ejendommen står tom, og på grund af bygningens generelle dårlige stand er ejendommen ikke egnet til udlejning mere.



Ejendommen er opført i år 1960 og har et samlet boligareal på 98 kvm. Ejendommen er i to plan og opført i murværk med fibercement tag. Der er yderligere 120 kvm mindre bygninger, som ligeledes vil blive nedrevet.



Der vil blive afholdt licitation på nedrivningen af ejendommen.



Teknisk Udvalg i Holstebro Kommune har anlægsbevilget godt 100.000 kroner til nedrivningen.



REGION NORDJYLLAND



SIMESTED



Naturprojekt ved Simested Å

Udvalget for Teknik og Miljø i Rebild Kommune har besluttet, at der skal arbejdes videre med et samlet helhedsprojekt for Simested Å omkring de fire dambrug.



Der er på baggrund af en rapport udarbejdet af Limfjordsrådets sekretariat fremlagt et projektforslag for sammenhæng i Simested å. Rapporten beskriver rammerne for en helhedsplan, der kan bruges som fundament til et større naturgenopretningsprojekt i Simested Å. I projektområdet er der en række statsligt udpegede vandplansindsatser, som Rebild Kommune skal gennemføre. Der skal skabes fri passage ved de fire dambrug Volstrup Dambrug, Røjdrup Fiskeri, Skørbæk Dambrug og Døstrup Dambrug, samt gennemføres andre tiltag, som eksempelvis udlægning af gydegrus på store del af Simested Å.



I rapporten beskrives de natur-, klima-, herligheds- og turismemæssige gevinster, som kan opnås gennem et helhedsprojekt, frem for at gennemføre indsatserne enkeltvis som minimumsløsninger for miljøet og med bevaring af dambrugsproduktionen.



I rapporten er der også undersøgt mulighederne for at ansøge en række større fonde og statslige puljer, som hver især vil kunne bidrage til projektet.



STØVRING



Signalregulering

Rebild Kommune skal sørge for at få lavet en sikker løsning for de bløde trafikanter, der skal krydse Hobrovej i Buderupholm, hvor beboerne ønsker en tunnelløsning. Udvalget for Teknik og Miljø har imidlertid besluttet, at der skal arbejdes videre med en indsnævringsløsning kombineret med en signalregulering.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.125