Det går i den rigtige retning for JCB-importøren Nicolaisen & Larsen, der forrige år landede et underskud på godt ni mio. kroner.
Det er nu i seneste regnskab for 2016-17, blevet til et langt mindre underskud på 1,5 mio. kroner. Det er ganske vist et underskud, men det viser ifølge adm. direktør Morten Krusborg, at den plan der er sat i værk, ser ud til at virke.
- Vi arbejder langsigtet, og det er bestemt gået den rigtige vej, og vi har nået rigtigt meget i det forgangne år. Der skal ske meget mere, men der skal tid til at lade initiativerne virke, siger han til Licitationen Byggeriets Dagblad.
Gennemgribende forandring
Og forandringerne internt i organisationen er gennemgribende.
Både salgsorganisationen og servicedelen er blevet kigget grundigt efter i sømmene, lagrene af brugte maskiner er reduceret, og på mange måder er der stor fornyelse i virksomheden. Men de grundlæggende gamle dyder som kvalitet i salget og og servicedelen er der ikke rørt ved.
- Det er ret gennemgribende hvad vi er i gang med, og vi har været og er fortsat i tæt samarbejde med JCB om, hvordan vi kan gøre det endnu bedre for kunderne, siger Morten Krusborg.
Firmaet forbedrede sin bruttofortjeneste fra knap 26 mio. kronet til 36,5 mio. kroner, og det vidner om en bedre afsætning.
- Vi følger faktisk den plan vi har lagt. en del af den er et styrket samarbejde med JCB for at komme tættere på kundernes behov. Vi har ansat en markedschef, nemlig Dennis Faurby, som er kommet tilbage i en nyoprettet stilling. Også serviceområdet er blevet styrket, siger Morten Krusborg.
At tiderne er blevet bedre, har også hjulpet Nicolaisen & Larsen på vej i den rigtige retning.
Bedre tider
Det gælder også segmentet landbruget, som har rettet sig noget.
En række nyheder fra JCB er også kørt i stilling hos importøren, og kundesegmentet indenfor udlejning er kommet mere i fokus.
- Vi skal arbejde med vækst, og det sker på mange plan allerede, og resultaterne skal nok komme. Vi har bestyrelsens fulde opbakning til den plan vi har lagt, men som sagt er det en langsigtet plan, og de løbende initiativer skal have tid til at virke, forklarer han.
Lige nu arbejdes der på at styrke salgsorganisationen yderligere med en professionel salgsledelse.
JCB-importøren Nicolaisen & Larsen A/S blev stiftet i 1962, og har siden 1975 været dansk importør af JCB maskinerne.
Virksomheden blev i kriseårene ramt af et fejlslagent generationsskifte, og fik i for omkring halvandet år siden ny adm. direktør i form af Morten Krusborg, der kom ind med friske øjne fra vindmølleindustrien, og han har siden arbejdet med udgangspunkt i forandringsledelse i virksomheden.
JCB-import reducerer underskud væsentligt
En masterplan, der skal vende underskuddet hos Nicolaisen & Larsen, er ved at have effekt. Forrige års store underskud er reduceret væsentligt