Debatten om Ring 5 bør lukkes, arealreservationerne ophæves, og projektet droppes en gang for alle.
Det mener Det Radikale Venstre, der gerne ser, at der bliver taget en permanent beslutning om vejens fremtid allerede i det kommende folketingsår.
- Vi er lodret imod, at vi skal have en Ring 5. Der er ikke brug for den, og man har nu i årevis stavnsbundet de mennesker, der bor der, hvor der er reserveret arealer, siger partiets gruppeformand Martin Lidegaard.
Det er 42 år siden, Ring 5-korridoren blev oprettet. Ring 5 er tænkt som en ny vejforbindelse på i alt 65-70 km i korridoren mellem Helsingørmotorvejen og Køge.
Gamle reservationer
Der foreligger desuden reservationer for mulige vejanlæg i en nordligere og en sydligere linjeføring i korridorens nordlige ende mellem Lynge og Helsingørmotorvejen.
Siden arealreservationen blev oprettet er Store Dyrehave i sommeren 2015 udpeget som Unesco verdensarv, og skal beskyttes og udnyttelse af korridoren vil derfor ikke kunne undgå at komme i konflikt med miljøinteresser.
Derfor stillede en usædvanlig politisk alliance bestående af Enhedslisten, Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti, beslutningsforslag om at ophæve arealreservationerne i Ring 5-transportkorridoren. Forslaget blev dog nedstemt i vinteren 2015.
Minister er for Ring 5
Transportminister Ole Birk Olesen (LA) sparkede på Folkemødet i år nyt liv i den nu mere end 40 år gamle debat om at anlægge en Ring 5-motorvej rundt om København.
I et interview med Ingeniøren kaldte han projektet "samfundsøkonomisk sundt" og udtalte i samme forbindelse "at vi skal tænke på også at have en Ring 5 omkring København på et tidspunkt". Men det er den radikale politiker ikke enig i.
- Jeg synes, der nu er brug for klarhed. Det er muligvis behov for at udvide Ring 3, men ikke for Ring 5. Vi skylder alle parter, at træffe en beslutning - hellere i dag, end i morgen, siger Martin Lidegaard.
Et andet argument for at at skrotte arealreservationerne er, at de har medført begrænsninger for borgere og myndigheder i de berørte kommuner - det gælder eksempelvis omkring byggetilladelser, der pålægges særlige begrænsninger, der betyder, at ejendomme, der ligger i korridoren, kan være svære at sælge.
Radikale vil skrotte Ring 5 helt
Der bør i det kommende folketingsår træffes en endelig beslutning om at ophæve arealreservationerne i Ring 5-transportkorridoren, mener de Radikale