Hvis man kigger på tallene for dansk eksport til Irland, kan det måske virke som om, at ikke alle er klar over, at der ligger en lille grøn ø omme bag den store britiske.
Mens byggeriets vareeksport til Storbritannien i 2016 rundede 3 mia. kroner, er det straks mere beskedne størrelser hos de irske naboer. Her solgte danske byggevirksomheder varer for 193 millioner.
Men på den danske ambassade i Irland arbejdes der målrettet på at løfte byggeriet til nye eksporthøjder.
- Der er potentiale for mere eksport i Irland, og byggesektoren er i fokus hos os. Sektoren er først lige kommet i gang igen indenfor de seneste år, men her ligger der klart et potentiale, siger Seemab Sheikh, som er souschef på ambassaden.
Efter nærmest at have lukket handelsafdelingen ned i kriseårene på grund af manglende efterspørgsel, mærker Seemab Sheikh for alvor i disse år, at bøtten er vendt.
Med undtagelse af et par svingende kvartaler kan Irland præstere flot vækst på BNP, og importen er bare vokset og vokset de seneste år.For et par år siden lancerede den irske regering et investeringsprogram i infrastruktur til en værdi af 42 mia. euro (312,4 mia. kroner), og her kan der ligge mulige ordrer til danske virksomheder.
Perfekt storm
Seemab Sheikh nævner også renoveringsprojekter på nogle af de byggerier, der blev opført under krisen i alt for lav kvalitet. Og med den seneste tids handelsusikkerhed som en direkte afløber af Brexit-afstemningen, står Irland også som en mulig midlertidig arvtager som hjemmebane for eksempelvis den finansielle sektor i London City, der dermed ville kunne blive på et engelsktalende marked.
Der er altså mange begivenheder, der sammen tegner et billede af en potent økonomi med muligheder. Helt overordnet vurderer Seemab Sheikh, at Irland både er et glimrende alternativ til eksisterende forretninger i Storbritannien og som testmarked.
- Irerne er mere tilgængelige. De går meget op i at skabe et miljø, hvor forretninger kan spire hurtigt. Beslutningsgangene er ikke så lange, fordi der ikke altid er det samme formelle hierarki som i Storbritannien.
Men hvordan arbejder man så målrettet med at fremme Danmark?
- Vi har gang i en vedvarende branding indsats. Vi taler om Danmark som en grøn nation, der producerer i høj kvalitet. Danmark er kendt i den brede irske befolkning fra eksempelvis tv-serierne Borgen og Broen, siger Seemab Sheikh, der tilføjer at ambassaden eksempelvis har stort fokus på at fremme danske interesser ved den store arkitekturmesse Architecture Expo, der afholdes i Dublin i begyndelsen af oktober.
Har dyrket eget netværk
Selvom branding indirekte hjælper danske virksomheder med at komme på radaren i Irland, skal der nu alligevel lidt mere til.
En af de virksomheder, der har fået gang i ordrerne i Irland er Idealcombi.
Vinduesproducenten har landet en ordre til 10 mio. kroner på et stort prestigeprojekt i midten af Dublin, og det er et resultat af mange års tilstedeværelse på det irske marked, fortæller international salgsdirektør Claus Winther Larsen.
- Det har været nødvendigt for den type salg, som vi har lavet her. Ambassadens netværk står ikke helt mål med det, vi selv har kunnet dyrke siden 2001 ved at være til stede og forblive synlige selv under krisen, siger Claus Winther Larsen, der dog understreger, at Idealcombi har haft stor gavn af dialogen med og materiale fra ambassaden.
Byggeriet skal løfte dansk eksport i Irland
Den danske ambassade i Irland har særligt fokus på byggesektoren i forsøget på at løfte dansk eksport til Irland