REGION NORDJYLLAND
JAMMERBUGT
Etablering af ABA-anlæg i vuggestuer
I forbindelse med etablering af otte vuggestuer i Jammerbugt Kommune er der stillet krav om etablering af Automatisk Brand Alarmanlæg (ABA-anlæg) i de skure, hvor børnene skal sove i tilfælde af dårligt vejr. Dette krav er først blevet kendt ved afslutningen af projekterne.
Der er opstillet tre løsningsmodeller, som Børne- og Familieudvalget skal forholde sig til på sit møde i dag.
Børne- og Familiedirektøren anbefaler en løsning til 720.000 kroner, som omfatter etablering af et anlæg med styringsenhed placeret inde i børnehaven. Den endelige beslutning træffes af kommunalbestyrelsen.
MARIAGER
Brandstation
Brandstationen i Mariager er blevet revet ned i forbindelse med udviklingsprojektet på Mariager Havn, og der skal etableres en ny station.
Direktøren for Arbejdsmarked, Kultur og Fritid samt Teknik og Miljø indstiller til Byrådet, at den nye brandstation i Mariager placeres ved Gl. Hobrovej og at der gives en tillægsbevilling på 1.400.000 kroner.
Byrådet har afsat 1,3 mio. kr. til en ny brandstation.
AARHUS
Boliger og erhverv
Lokalplan 1048 indstilles til endelig vedtagelse i Aarhus Byråd på onsdag. Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et ønske fra en privat bygherre om at gøre det muligt at opføre en ny og tættere boligbebyggelse i området mellem Randersvej, Kalmargade, Malmøgade og Stockholmsgade.
Lokalplanen udlægger området til boliger i form af etagebebyggelse og rækkehuse med mulighed for erhverv i stueetagen mod Randersvej. Inden for delområde I må der opføres etageboligbebyggelser mod Randersvej, Stockholmsgade og Malmøgade i fire-seks etager og etageboligbebyggelsen mod fællesarealerne må opføres i tre etager. Bebyggelsen i delområde II mod Kalmargade må opføres som tæt-lave boliger i to etager. I delområde III etableres et stort grønt opholdsareal
ODDER
Boliger og institutioner
Miljø- og Teknikudvalget i Odder Kommune har godkendt Forslag til lokalplan 1137 for boliger og institutioner ved Kildegade og Aaholmsgade i Odder. Lokalplanen er udarbejdet for at kunne opføre små, billige lejeboliger med støtte fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.
Odder Kommune ansøgte i juni 2016 om midler til opførelse af boligbebyggelse fra en pulje på 640 mio. kroner under Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet og fik tildelt 3,8 mio. kroner til hel eller delvis dækning af grundkapitalen. En lokalplan for et byggeprojekt skal være endelig godkendt og offentligt bekendtgjort inden 31. december for at udnytte tilskuddet.
Odder Kommune ønsker med udgangspunkt i tildelingen af de 3,8 mio. kroner at opføre 43 lejeboliger på cirka 35-55 kvm til for eksempel flygtninge og indvandrere, unge, enlige og folkepensionister.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Jammerbugt Kommune, Mariager, Aarhus og Odder