REGION SJÆLLAND
SOLRØD
Vej- og parkopgaver
Solrød Kommune skal i år genudbyde sine vej- og parkopgaver.
I øjeblikket og frem til september 2018 samarbejder kommunen med OKNygaard om vej- og parkopgaverne.
I forbindelse med genudbuddet anbefaler administrationen at ti sneplove og otte saltmaskiner udskiftes.
REGION SYDDANMARK
NYBORG
Trafiksikring
Nyborg Kommune har afsat 400.000 kroner til fartdæmpende foranstaltninger på Strandalleen i Nyborg.
Ifølge planen etableres der indsnævringer i form af forsætninger på Strandalleen og en kombinationen af hævede flader og indsnævringer på Strandparken.
De samlede udgifter for etableringen af fartdæmpende foranstaltninger bliver 1,1 mio. kroner, hvoraf de 400.000 kroner hentes fra anlægsbevillingen til fartdæmpning på Strandalleen, og de 700.000 kroner fra puljen til trafiksikkerhed m.v.
Teknik- og Miljøudvalget har sagen på dagsordenen på mandag.
REGION MIDTJYLLAND
HORSENS
Forlægning af gade
For at realisere Lokalplan 2016-27 for Kvicklygrunden i Horsens og skabe bedre fremkommelighed i midtbyen skal Niels Gyldings Gade forlægges over en strækning på cirka 400 meter.
Ove Jensens Allé nord for Niels Gyldings Gade lukkes, så antal veje ind i det fremtidige signalanlæg reduceres fra de nuværende fem veje til fire. Derfor etableres en ny vejforbindelse mellem Ove Jensens Allé og J. Chr. Juliussensvej over Rådhusparken/rådhusparkeringen. Rundkørslen på Niels Gyldings Gade fjernes og erstattes med et fire-benet trafikstyret signalanlæg. Holmboes Allé tilsluttes signalanlægget som fjerde ben i krydset.
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler, at de to mio. kroner, der er afsat i år, frigives til forundersøgelser og projektering. På budgettet for 2018 er der afsat 39 mio. kroner til anlægsarbejdet.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Solrød, Nyborg og Horsens