23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Silkeborg, Viborg, Skringstrup, Vivild, Horsens og Nordborg

REGION MIDTJYLLAND

SILKEBORG

Aktivitetsdæk

Silkeborg Kommune har afsat to mio. kroner til udvikling og etablering af et område på motorvejstunnellens overdækning til streetaktiviteter som skateboarding, køre på løbehjul, parkour m.v., og beløbet søges nu frigivet.

Første del af projektet er design og anlæg af skatepark på overdækningen. Designet af skateparken forventes færdig i løbet af efteråret 2017, hvorefter anlægsarbejdet påbegyndes.

Ibrugtagning af skateparken forventes i løbet af foråret 2018. Design og anlæg af resterende elementer i parken følger primo 2018.

Sagen behandles på Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalgets møde i morgen.

VIBORG

Fornyelse af byrum

Viborg Byråd har afsat midler på anlægsbudgettet i 2018 - 2019 til at forny belægninger og indretning af nedre Gravene og Sct. Mathias Port i Viborg, og projektforslag er under udarbejdelse.

Der er desuden udarbejdet to ideskitser til, hvordan Hjultorvet i Viborg kan fornyes. Sidstnævnte er der ikke afsat penge til.

Teknisk Udvalg har sagen på dagsordenen i morgen, og det foreslås, at udvalget på mødet besigtiger de byrum, planlægningen handler om, og tager en temadrøftelse af projektforslag og idéskitser.

Der er afsat 10,857 mio. kroner til projektet.



SKRINGSTRUP

Etablering af rensedam

I forbindelse med et separatkloakeringsprojekt i Skringstrup i Viborg Kommune er der behov for etablering af en rensedam til forsinkelse og rensning af regnvand inden udløb til vandløb.

For at realisere etablering af rensedammen skal forsyningsselskabet Energi Viborg Vand A/S erhverve et privat areal.

Det har ikke været muligt at indgå frivillig aftale med grundejer, og direktøren for Teknik & Miljø foreslår derfor, at Viborg Kommune på vegne af Energi Viborg Vand A/S erhverver de nødvendige arealer ved ekspropriation. I første omgang behandles sagen af Klima- og Miljøudvalget på torsdag.

På samme møde skal udvalget drøfte, om der skal etableres elladestandere ved Viborg Rådhus.

VIVILD

Solfangeranlæg

Vivild Varmeværk a.m.b.a. har søgt Norddjurs Kommune om tilladelse til etablering af et 7.000 kvm stort solfangeranlæg i Vivild, og Norddjurs Kommune gav tilladelse hertil i november måned sidste år. Etableringen af solfangeranlægget og en akkumuleringstank blev herefter sat i gang. Efterfølgende blev kommunens afgørelse påklaget til Planklagenævnet, som fandt, at opførelsen af et solfangeranlæg og akkumuleringstank ikke er omfattet af anvendelsesbestemmelsen i lokalplanen, og anlægget således er i strid med lokalplanens principper. Kommunens afgørelse blev derfor ophævet.

Forvaltningen foreslår, at anlægget lovliggøres ved udarbejdelse af en ny lokalplan, hvilket Miljø- og teknikudvalget har tilsluttet sig. Økonomiudvalget har sagen på dagsordenen i dag.

HORSENS

Bypark

Horsens Kommune vil omdanne en tidligere losseplads syd for Dagnæs til bypark, og der er i den forbindelse udarbejdet et forslag til lokalplan, som har været i høring og nu indstilles til endelig vedtagelse. Sagen er på dagsordenen, når Teknik- og Miljøudvalget holder møde i dag.

Horsens Kommune ønsker, at der ved omdannelsen gives mulighed for at tilføre området overskudsjord, hvorved der kan skabes et spændende bakket parklandskab med stier, legepladser og andre faciliteter. Med lokalplanen gives der mulighed for påfyldning af jord med op til 10 meter over nuværende terræn.

Området forventes at blive det første projekt i en jordstrategi, der er under udarbejdelse i Horsens Kommune. Jordstrategien vil handle om genanvendelsen af ren og lettere forurenet jord.

REGION SYDDANMARK

NORDBORG

Etablering af solcelleanlæg

Sønderborg Forsyning A/S ønsker at anvende et areal på cirka to hektar ved Genvejen i Nordborg til opstilling af et solcelleanlæg på terræn, og i den forbindelse er der udarbejdet et forslag til lokalplan. Teknik- og Miljøudvalget i Sønderborg Kommune skal på sit møde i dag beslutte, om forslaget skal godkendes og fremlægges i offentlig høring.

Arealet, der ønskes benyttet til solcelleanlæg, er udlagt til jorddeponi og skal henligge i en årrække. Den forventede levetid på et solcelleanlæg er 20-25 år og svarer i princippet til den periode, arealet alligevel skal henligge.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.168|