REGION HOVEDSTADEN
DRONNINGMØLLE
Spildevandsrensning
Gribskov Byråd har godkendt et tillæg til spildevandsplanen, som skal bane vej for nedlæggelse af Dronningmølle Renseanlæg, overførsel af spildevandet til Gilleleje Renseanlæg samt det nødvendige ledningsarbejde. Tillægget fremlægges herefter i offentlig høring.
Nedlæggelse af Dronningmølle Renseanlæg er første etape i en række, hvor også Græsted og Smidstrup renseanlæg nedlægges. Gilleleje Renseanlæg kan med sin nuværende renseevne opfylde kravene til udledning, når Dronningmølle Renseanlæg kobles på. Når spildevandet fra Smidstrup og Græsted renseanlæg også overføres til Gilleleje Renseanlæg, skal anlægget udvides og opgraderes.
LYNGBY
Åbning af Fæstningskanalen
Lyngby-Taarbæk Kommunalbestyrelse har godkendt Forslag til Lokalplan 267 for Fæstningskanalen og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg.
Lokalplanens formål er at muliggøre åbning af den historiske Fæstningskanal som et spildevandsteknisk anlæg, der indrettes med klimatilpasningsløsninger bestående af vandfyldte bassiner og kanaler samt underførte rørledninger.
Derudover er det lokalplanens formål at sikre, at anlægget indpasses med et sammenhængende visuelt udtryk i de omgivende by- og landskabsrum, og at anlægget omkranses af grønne, rekreative by- og landskabsrum.
Endelig skal lokalplanen sikre, at der fortsat vil være cykel- og gangstier gennem området, og at der etableres stiforbindelser på broer og dæmninger på tværs af Fæstningskanalen.
Lokalplanen er formuleret sådan, at der er dele, som skal etableres som betingelse for ibrugtagning af den færdiganlagte kanal, mens andre dele gives som muligheder for realisering.
REGION SYDDANMARK
FAABORG
Byggemodning
Teknik- og Miljøudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune anbefaler, at kommunalbestyrelsen godkender udstykningsplan og anlægsbevilling vedrørende byggemodning af et boligområde nord for Bjernevej i Faaborg. Der søges om frigivelse af 4,25 mio. kroner til byggemodningen, som omfatter 10 parcelhusgrunde, vej/vendeplads og stier.
I lokalplanen 2016-4, er der lagt op til, at afvanding af området inklusive vejarealet skal ske via åbne regnvandsrender, permeable belægninger eller lignende og udledes til regnvandsbassin som anlægges syd for området. Håndtering af regnvandet skal bidrage til at øge den rekreative værdi og oplevelse i området.
Detailprojekteringen pågår og forventes afsluttet medio august. Der forventes afholdt licitation medio september, hvorefter anlægsarbejdet kan sættes i gang. Forventet afslutning er november 2017.
FAABORG
Renovering af molehoved
Teknik- og Miljøudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune anbefaler, at der gives en anlægsbevilling på 1,3 mio. kroner til renovering af molehovedet på Munkholm/Fiskerihavnen.
Efter at have observeret nogle undermineringer af molen er der foretaget en dykkerundersøgelse af Nordic Marine Service. Den har vist, at molehovedet er i væsentlig ringere stand end forventet, og dermed kræver handling hurtigst muligt i form af en ny stålspuns rundt om molehovedet til afløsning af den gamle trækonstruktion. Molen er fra før 1965 og er blevet levetidsforlænget nogle gange. Arbejdet forventes sat i gang efter endt sejlersæson i år.
FAABORG
Opgradering af servicekaj
Servicekajen i Faaborg Havn er slidt og skal renoveres. Havnemesteren har på baggrund heraf fået udarbejdet forslag til projektet og søger Faaborg-Midtfyn Kommune om tillægs- og anlægsbevilling samt tilladelse til igangsætning af projektet.
Fase 1 omhandler etablering af en ny servicekaj bestående af en kajstrækning af jernspuns til afløsning af den lille servicebro af træ, der ligger der i dag. Der etableres en miljøvenlig vaskeplads med fast belægning og afløb til filterbrønd. Samtidig udskiftes den gamle mastekran til en ny, som kan håndtere både store og små master og mindre både ved sejlklubbens stævner.
Projektet forventes at koste 3,180 mio. kroner.
Teknik- og miljøudvalget havde sagen til behandling på sit seneste møde og anbefaler, at der gives en anlægsbevilling på 3,180 mio. kroner.
TOMMERUP
Nyt boligområde
Assens Byråd har vedtaget Lokalplan 3.1-10 og Kommuneplantillæg nr. 25 for et boligområde ved Vestervangen i Tommerup Vest endeligt.
Formålet med lokalplanen er, at der etableres et attraktivt boligområde med åben-lav bebyggelse i grønne omgivelser. Det er med lokalplanen sikret, at boligområdet disponeres, så lavtliggende arealer, hvor der kan være risiko for oversvømmelse udlægges til grønne områder og grønne passager, hvor der samtidig etableres et system til opsamling, forsinkelse og bortledning af regnvand. Parcellerne placeres i terrænet med et fald imod de grønne områder.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Dronningmølle, Lyngby, Faaborg og Tommerup