Anlægsbranchens ønske om flere penge til vejene og en plan, der peger længere frem end de næste par år, bliver mødt med forståelse af transportordfører Kristian Pihl Lorentzen fra regeringspartiet Venstre.
- Vejene har brug for en langsigtet plan med en langsigtet horisont med et nogenlunde ensartet investeringsniveau fra år til år. Det giver mest for pengene, og vi udnytter den kapacitet, der eksisterer på entreprenørområdet i Danmark. Derfor er jeg stor tilhænger af en langsigtet planlægning - eller en masterplan om man vil - frem mod 2030, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Råderum afgøres til efteråret
Kristian Pihl Lorentzen mener, at regeringen har vist, at den har ambitioner for vejene ved at forslå at afsætte 22 mia. kroner til offentlige investeringer i planen "Vækst og Velstand", der skal sætte rammerne for dansk økonomi frem mod 2025. I udspillet står der, at de 22 mia. giver mulighed for at investere i eksempelvis "infrastruktur og digitalisering".
Udspillet danner udgangspunkt for forhandlinger med de resterende partier i Folketinget til efteråret, og Kristian Pihl Lorentzen vil ikke snakke om konkrete planer for vejene, inden det præcise økonomiske råderum er fastlagt efter forhandlingerne.
- Vi skal først have defineret, hvor mange penge vi kan bruge. Først frem mod 2025, men også med perspektivet frem mod 2030.
Han erkender dog, at selv hvis det fulde beløb på 22 mia. kroner bliver vedtaget og brugt på vejene, dækker det ikke tilstrækkeligt.
- Der skal bruges 50-60 mia. kroner frem mod 2030 på de vejmæssige hængepartier, og jeg håber da, at de andre partier er endnu mere ambitiøse, men andre finansieringsformer kan også komme på tale. Men jeg konstaterer med tilfredshed, at regeringen har afsat 22 mia. kroner til vejene, siger han.
Togfonden hæmmer
Transportordføreren mener desuden, at Togfonden, en politisk aftale fra 2013 vedtaget af S-R-SF-regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, æder en del af det økonomiske råderum, som ellers skulle være gået til vejene.
- Der er afsat 28 mia. kroner til Togfonden, men den er underfinansieret med 15 mia. kroner, og så længe det står gældende bliver der jo ikke mange penge til asfalt flere år frem, siger Kristian Pihl Lorentzen.
Licitationen - Byggeriets Dagblad forsøgte tirsdag at få en kommentar fra transportordførerne Rasmus Prehn (S) og Karsten Hønge (SF), men det lykkedes ikke inden avisens deadline.
V-ordfører støtter masterplan for vejene
Transportordfører Kristian Pihl Lorentzen (V) er "stor tilhænger" af en langsigtet plan med flere milliarder til vejene. Men pengene er ikke til rådighed lige nu, mener han