REGION SJÆLLAND
LEJRE
Restaurering af å
Lejre Kommune har truffet afgørelse om restaurering af Ledreborg Å, som omfatter fjernelse af en faunaspærring nedstrøms Kisserupvej ved Hule Mølle.
Projektstrækningen omfatter forløbet fra udløb under Kisserupvejen ved Hule Mølle.
Ved Kisserupvej udlægges sten og grus for at udligne et mindre styrt ved udløb under Kisserupvej.
Resterne af den gamle mølleopstemning nedstrøms Kisserupvej nedbrydes og det naturlige fald på vandløbsstrækningen genskabes. Vandløbet slynges let mellem Kisserupvej og styrtet og forlænges herved med 15-20 meter.
Hermed bliver faldet gennemsnitligt cirka 27 promille. Vandløbet anlægges med varierende bundbredde omkring to meter og med varierende anlæg, sådan at vandløbet tilpasses terrænforholdene.
Kampesten fra mølleopstemningen fordeles på strækningen, primært omkring det nuværende styrt.
En del mindre træer, primært på sydsiden af vandløbet, vil blive væltet og lagt ind mod skrænten. Der forventes ikke at blive fældet træer med potentiale som leve- og ynglested for flagermus.
Ved at fjerne styrtet og genskabe et vandløb med heterogene strømforhold og høller, der kan fungere som hvilebassiner, vil vandløbet blive fuldt passabelt for alle fisk og smådyr, der findes naturligt på denne type vandløbsstrækninger.
Udlægning af sten og grus vil forbedre de fysiske forhold og skabe variation og skjul til gavn for vandløbets fisk og smådyr.
REGION MIDTJYLLAND
STRUER
Anlæg af MTB-bane
Kultur- og Fritidsudvalget i Struer Kommune indstiller til byrådet, at der frigives en anlægsbevilling til etablering af en MTB-bane på og omkring Struer Idrætspark, og at linjeføringen for banen godkendes.
Struer Cykelklub ønsker at etablere en teknik- og øvebane til mountainbikekørsel på og omkring Struer Idrætspark. Klubben oplever en stor fremgang i sin ungdomsafdeling og i det hele taget stor interesse for MTB sporten i disse år.
Klubben har med assistance fra konstruktører af lignende baner fået anslået udgiften til banen til 634.906 kroner inklusive moms, som foreslås finansieret med 50 procent af kommunen og 50 procent af klubben, fonde, Friluftsrådet med flere.
Struer Cykelklub ønsker at komme i gang med etableringen af banen henover sommeren.
STRUER
Udvikling af bymidten
Struer Kommune har bedt landskabsarkitektfirmaet Schønherr om at udarbejde et tilbud på en bymidteplan, som skal omfatte procesplan med tidsplan, design af og deltagelse i borger- og interessentinddragelse, byrumsanalyse, helhedsplan med fokus på gode opholdsmuligheder, aktiviteter, beplantning med mere og designmanual med byrumsinventar, belægninger, belysning med mere samt en lydstrategi.
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler, at der skrives kontrakt med Schønherr om udførelse af opgaven.
Administrationen har udarbejdet en foreløbig tidsplan, og ifølge den udarbejdes helhedsplanen i perioden fra august i år til udgangen af 2018.
De anlægsarbejder, der skal udføres, er sat på programmet i perioden fra januar til juni 2019.
LEM
Renovering af genbrugsplads
Ringkøbing-Skjern Kommune har på budgettet for i år afsat 1,5 mio. kroner til renovering af genbrugspladsen i Lem.
I forbindelse med forberedelse af renoveringen har det imidlertid vist sig, at genbrugspladsen er anlagt på et gammelt affaldsdepot, og der er gennem årene sket nogle sætninger i belægningen.
Endvidere er der deponeret cirka 1.500 til 2.000 ton fyldmateriale, som sandsynligvis er forurenet materiale, og som skal fjernes i forbindelse med en udvidelse.
Der ligger to hovedkloakledninger på langs af arealet samt en fjernvarmeledning, som krydser arealet i et niveau, der gør, at den skal forlægges, hvis genbrugspladsen skal udvides.
Administrationen har med baggrund i ovennævnte forhold kigget på mulige alternativer til den nuværende placering og anbefaler, at pladsen flyttes.
Administrationen foreslår, at der disponeres et areal på 3500 - 4000 kvm af det af kommunen ejede areal ved Stauningvej til etablering af ny genbrugsplads.
Både Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget anbefaler, at genbrugspladsen flyttes som foreslået, og at de godt 1,8 mio. kroner bevilges.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Lejre, Struer og Lem