23948sdkhjf

Sol og vind skal konkurrere om støttekroner

Med en ny udbudsmodel gør regeringen op med forskellige støtteordninger til vedvarende energikilder. Generalprøve før implementeringen af ny energiaftale, siger minister

Sol og vind kommer fremover til at skinne og blæse om kap. De to teknologier kommer nemlig til at konkurrere på markedsvilkår.

Med en helt ny udbudsmodel vil regeringen i 2018 og 2019 afprøve en markedsbaseret model, hvor sol og vind dyster om at levere mest grøn strøm for sammenlagt 1,3 mia. kroner svarende til 200 megawatt.

Dermed gør regeringen op med årtiers praksis, hvor man har givet målrettet støtte til forskellige vedvarende energikilder. Men som Energikommissionen anbefalede for nylig, er der brug for et skifte væk fra særlige puljer til solenergi og vindenergi og over til en mere markedsbaseret udbygning med vedvarende energi, der tager sit udgangspunkt i teknologineutralitet.

- Vi skriver energipolitisk danmarkshistorie med denne udbudsmodel. Hidtil har det været sådan, at vi fra politisk side har bestemt, hvor meget vedvarende energi vi vil have fra en bestemt teknologi. Og så har vi betalt for det. Nu vender vi bøtten om og spørger markedet, hvor meget vedvarende energi det kan levere for en bestemt pose penge. Jeg forventer en skarp konkurrence mellem sol og vind, og jeg er meget spændt på at se, hvad der bliver budt ind med, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) i en pressemeddelelse.

Ros fra branchen
Udbygningen af vedvarende energi i Danmark er understøttet af mange forskellige støttesatser og særordninger, hvor den enkelte teknologi har sine egne vilkår. Der findes over 30 forskellige støttesatser til elproduktion fra vedvarende energi. Det er meget lidt gennemskueligt, det giver uventede budgetoverskridelser, og det sikrer ikke mest vedvarende grøn energi for pengene.

Hos brancheorganisationen Tekniq roser adm. direktør Niels Jørgen Hansen regeringens plan om, at der de kommende år skal være åben konkurrence om støttekronerne til grønne energiformer.

Men man havde gerne set, at beløbet var større.

- Det betyder, at det bliver endnu mere afgørende, at de kommende udbud bliver sammensat på en måde, så de ikke er forbeholdt nogle ganske få og store aktører at byde ind på dem. Udbud skal tilrettelægges og opdeles, så der kan opnås en bred skare af tilbudsgivere. Kun ved at give flere aktører mulighed for at deltage, kan vi sikre den konkurrence, der skal til for at få mest mulig grøn omstilling for pengene, siger han.

God generalprøve
Regeringen vil efter sommerferien indbyde til politiske forhandlinger med Folketingets partier med henblik på at finde politisk opbakning til et nyt støttesystem til vind og sol.

- Den nye udbudsmodel skal gerne være en god generalprøve på, hvordan vi kan lade teknogierne konkurrere mod hinanden og sikre mest mulig grøn omstilling for pengene, inden vi skal implementere en ny energiaftale. Her bliver målet at dække mindst halvdelen af danskernes energibehov med vedvarende energi i 2030, hvilket vil kræve en massiv udbygning med ny vedvarende energi. Derfor skal vi høste erfaringer nu og sikre os, at vi får mest muligt grøn omstilling for pengene, udtaler Lars Chr. Lilleholt.

Den nye model
Grundpræmisserne i ny støttemodel for vedvarende energi:
Teknologineutralitet: Konkurrence på tværs af teknologier om det samme produkt (grøn strøm) – i første omgang vind og sol
Fast pristillæg: Støtte tildeles som et fast pristillæg (og ikke fast afregningspris), så usikkerheden for så vidt angår elprisudviklingen ikke bæres af staten men af producenten, hvormed producenten stilles overfor mere normale markedsvilkår og retvisende prissignaler, og usikkerhed om støtteudgifter reduceres
Støtte hele anlæggets levetid (20 år): Der ydes støtte til faktisk produktion for at få mere retvisende incitamenter til vedligeholdelse og udskiftning
Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109