Efter et 2016 med hård konkurrence, øget tilbudsgivning og lav aktivitet i første del af året, lander bygge- og anlægsentreprenøren Troels Jørgensen A/S året med en mindre tilbagegang.
Virksomheden har i regnskabsåret oplevet et mindre fald i aktiviteterne, hvilket afspejler sig på bundlinjen, der går fra 4,1 mio. kroner i 2015 til 3,5 mio. kroner i 2016. Ligeledes afspejler det dalende aktivitetsniveau sig i bruttoresultatet på 50 mio. kroner, hvilket er en nedgang på tre mio. kroner i forhold til det foregående regnskabsår.
- I den periode, hvor aktivitetsniveauet faldt, valgte vi at sende 25 mand på efteruddannelse i stedet for at sende dem hjem. Det har kostet en del penge, men vi ser det som en investering i fremtiden, siger Mia Frederiksen, direktør i Troels Jørgensen A/S.
Fornuftig ordrebog
Den Lollands-baserede entreprenørs primære aktivitet består i planlægning og udførelse af anlægs- og bygningsentrepriser.
Virksomheden har desuden en stor egenproduktion, og beskæftiger omkring 100 mand inden for anlægs-, jord-, kloak-, beton-, murer-, tømrer- og malerarbejde.
Virksomheden udfører byggeopgaver fortrinsvis på Lolland-Falster, Møn og Sydsjælland og mens man andre steder i landet for længst har afblæst krisen, så er den ikke helt ovre i Troels Jørgensens nærområde, forklarer Mia Frederiksen.
- Vi hører stadig om virksomheder, der ikke har så meget at se til. Men vi kan mærke, at der er kommet mere at byde på og ordrebogen ser fornuftig ud. Der er plads til mere, men det er ikke kritisk. Vi har haft travlt og ligger lige nu over budget. Prisen skal vi dog stadig være skarpe på, og det har gjort det svært at tjene penge, siger hun.
Ikke vildere end 2015
I ledelsesberetningen beskrives den foreløbige ordrebeholdning af entrepriseopgaver for 2017 for tilfredsstillende, og ledelsen har således budgetteret med et resultat før skat for 2017 i niveauet 3,0 mio. kroner.
- Vi håber, at vi i indeværende regnskabsår lander på niveau med 2015. Det bliver ikke mere vildt end det. Vi vil gerne gøre noget ud af digitalisering af byggepladsen og arbejdsgange, men medarbejdermæssigt skal vi ikke vækste helt vildt. Kun på bundlinjen vil vi gerne have vækst, siger Mia Frederiksen.
Ud over bygge- og anlægsaktiviteter omfatter Troels Jørgensens aktiviteter også grusgravsvirksomhed og besiddelse af fast ejendom.
Sløv start på 2016 koster på bundlinjen hos entreprenør
2016 startede med lav aktivitet hos lollandske Troels Jørgensen A/S, og flere medarbejdere blev derfor sendt på efteruddannelse fremfor hjem