23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Rådgivere smider fløjlshandskerne efter MgO-dom

Vi har været for venlige, lyder det fra arkitekterne og de rådgivende ingeniørers brancheorganisationer ovenpå den første dom i MgO-skandalen. Forude venter strammere processer

Rådgivere og arkitekter vil stramme op på processerne og være mere kritiske, når entreprenørerne for fremtiden foreslår projektændringer.



Det er konsekvensen af den første domsafsigelse i den spektakulære skandale om de fugtsugende MgO-vindspærrepladerne.



- Man har været for venlige til at acceptere ændringer, bare fordi entreprenøren foreslår et billigere uprøvet produkt. Her skulle rådgiveren selvfølgelig have været mere kritisk, siger Preben Dahl, chefjurist hos Danske Ark, arkitektvirksomhedernes brancheorganisation.



Derfor har alle 650 medlemmer af Danske Ark modtaget et nyhedsbrev torsdag morgen, hvori brancheorganisationen opfordrer til større forsigtighed med at godkende entreprenørens ændringsforslag og mere samspil med bygherren.



- Hvis rådgiverne ikke kender et produkt, som entreprenøren bringer i spil, og entreprenøren ikke kan dokumentere at produktet er gennemprøvet, så skal arkitekterne have bygherrens godkendelse.



Stramningerne er en direkte konsekvens af at Byggeriets Voldgiftsnævn i sidste uge afgjorde den første af hundredvis af sager om ansvarsplacering i forbindelse med brugen af MgO-pladerne. Her skulle det afgøres hvem der havde ansvaret for brugen af MgO-plader under et renoveringsprojekt i Ballerup, og sagens store taber blev arkitektfirmaet Vilhelm Lauritzen Arkitekter, der via sin rolle som totalrådgiver på projektet blev dømt til at betale 5 mio. kroner i erstatning til bygherren. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Vilhelm Lauritzen Arkitekter.



Byggeskadefonden anslår, at det samlede beløb for reparationer i hele landet ender i nærheden af 1 mia. kroner.



Også Henrik Garver, adm. direktør i Foreningen for Rådgivende Ingeniører (FRI), opfordrer til større forsigtighed, og han forudser endnu mere kompleksitet i projektændringerne fremover på baggrund af erfaringer fra MgO-skandalen. Kompleksitet som i yderste konsekvens kan betyde dyrere byggerier og længere byggetid. For hvis rådgiverne bliver mere konservative i materialevalget, vil det potentielt betyde et fravalg af nye billigere og mere effektive materialer, hvis ikke rådgiverne kan stå inde for kvaliteten.



- Den her sag sætter jo fokus på, at det ikke er ansvarsfrit at lytte til forslag om ændringer. Det kan forhåbentlig være med til at give bedre skikke, så man kan undgå hovsa-løsninger, men måske kommer du til at se mere tidskrævende og dyrere projektændringer, men det kan jo samtidig også give en bedre værdi, siger Henrik Garver.



Klar med checkhæftet

Den pille er bygherrerne klar til at sluge, siger Henrik L. Bang, direktør for Bygherreforeningen.



- Jeg tror, der er en accept af, at det formentlig bliver lidt dyrere, hvis man til gengæld kan undgå nødløsninger, siger Henrik L. Bang.



Han mener, at det er på sin plads med skærpede processer hvad angår ændringsforslag, og hilser rådgivernes bebudede opstramning velkommen.



- Det er jo i sidste ende bygherrens ønskede risikoprofil, man må rette ind efter. Derfor er det vel meget rimeligt, at rådgiveren skal gøre sig mere umage med at bedømme og kvalitetssikre, og at det kan være nødvendigt med konsultation, siger Henrik L. Bang.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.14