Undervisningsminister Merete Riisager (LA) deler ikke byggeriets bekymring over, at der indføres adgangsbegrænsning på uddannelsen til anlægsgartner og bygningsmaler.
- Det er et sundt princip, at elever har en uddannelsesaftale, inden de starter på deres erhvervsuddannelse. Der skal være sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel. Den balance er ikke til stede for en række uddannelser - blandt andet bygningsmaler og anlægsgartner - og derfor blev dimensionering en del af trepartsaftalen, skriver Merete Riisager i et mailsvar til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Når et ungt menneske starter på en uddannelse, har de en forventning om, at der også er mulighed for praktik og job. Det er en rimelig forventning, som vi med vores nuværende system kun kan honorere ved at dimensionere de uddannelser, hvor ubalancen er størst, fortsætter hun.
Ubesvarede spørgsmål
Som Licitationen - Byggeriets Dagblad beskrev i går, bliver der indført en såkaldt nul-kvote på bygningsmaleruddannelsen. Det betyder, at unge fra 1. januar 2018 kun kan påbegynde grundforløb to, hvis de på forhånd har en uddannelsesaftale.
Desuden får anlægsgartneruddannelsen et begrænset optag for elever uden uddannelsesaftale.
Der er udmeldt en kvote, som ifølge Dansk Byggeri betyder, at 256 elever uden uddannelsesaftale kan starte på grundforløb to.
Beslutningerne om adgangsbegrænsning har fået såvel Dansk Byggeri, Danske Malermestre og Danske Anlægsgartnere til at reagere.
- Det er bekymrende, at ministeren ikke har valgt at lytte til Dansk Byggeri og de øvrige organisationer i Rådet for Erhvervsuddannelsers anbefaling om at adgangsbegrænse maleruddannelsen med en kvote, har Louise Pihl, underdirektør i Dansk Byggeri, blandt andet meldt ud.
- Det skriger simpelthen til himlen, at ministeriet baserer sin afgørelse på fremskrivning af tal fra 2013, og ud fra disse tal konkluderer, at hverken malerfaget eller skilteteknikkerbranchen har yderligere behov for arbejdskraft i en tid, hvor opsvinget er ved at komme i gang, supplerer formand for Danske Malermestre, Per Vangekjær.
Han har direkte spurgt, hvordan ministeren forestiller sig, at malerfaget skal kunne tiltrække elever i fremtiden, når de unge ikke længere kan være sikre på, at de kan gennemføre, medmindre de inden grundforløbets anden del har sikret sig en læreplads.
Hvorfor der ikke er lyttet til anbefalingerne, og hvorvidt det er fair at basere en beslutning på fremskrivning af tal fra 2013, ville vi gerne have ministeren til at forholde sig til, men hun har valgt ikke at kommentere på den konkrete kritik. Det gælder også den fra Michael Petersen, direktør i Danske Anlægsgartnere, der kalder det "mildt sagt gådefulgt", at ministeren for anlægsgartneruddannelsen har dimensioneret lavere end anbefalingerne.
Han påpeger, at "man kan være nervøs for, at det her er et ideologisk indgreb snarere end noget, der tager udgangspunkt i virkeligheden". En kritik, ministeren heller ikke har ønsket at svare direkte på.
Adgangsbegrænsning på byggeuddannelser: Minister deler ikke byggeriets bekymring
Det er et sundt princip, at elever har en uddannelsesaftale, inden de starter på deres erhvervsuddannelse. Sådan lyder undervisningsministerens svar