Undervisningsminister Merete Riisager (LA) har meddelt, hvilke erhvervsuddannelser der fra 1. januar 2018 vil være adgangsbegrænsning på.
Bygningsmaleruddannelsen bliver ramt af en såkaldt 0-kvote, hvilket vil sige, at unge fra 1. januar 2018 kun kan påbegynde grundforløb to, hvis de på forhånd har en uddannelsesaftale.
- Det er bekymrende, at ministeren ikke har valgt at lytte til Dansk Byggeri og de øvrige organisationer i Rådet for Erhvervsuddannelsers anbefaling om at adgangsbegrænse maleruddannelsen med en kvote, siger Louise Pihl, underdirektør i Dansk Byggeri, i en pressemeddelelse.
Hun fremhæver, at malerfaget er et stort uddannelsesområde med knap 1.000 lærlinge, der er i gang med en uddannelse i en virksomhed, og at skolepraktikken inden for faget er på vej ned.
- Derfor er det uforståeligt, at ministeren vælger at gamble med dette uddannelsesområde. En nulkvote svarer til en meget brat opbremsning fra 130 i timen til totalt stop, og det får konsekvenser for hele malerbranchen. Vi havde anbefalet en rimelig stor kvote, fortsætter hun.
Også Danske Malermestre ytrer bekymring.
- Hvordan forestiller ministeren sig, at vi som fag skal kunne tiltrække elever i fremtiden, når de ikke er længere kan være sikre på, at de kan gennemføre deres uddannelse på andet grundforløb, hvis de ikke inden forløbet begynder har sikret sig en læreplads, spørger formand Per Vangekjær i en pressemeddelelse.
- Det skriger simpelthen til himlen, at ministeriet baserer sin afgørelse på fremskrivning af tal fra 2013, og ud fra disse tal konkluderer, at hverken malerfaget eller skilteteknikkerbranchen har yderligere behov for arbejdskraft i en tid, hvor opsvinget er ved at komme i gang, fortsætter han.
Anlægsgartnere ramt
Anlægsgartneruddannelsen får et begrænset optag for elever uden uddannelsesaftale.
Der er udmeldt en kvote, som ifølge Dansk Byggeri betyder, at 256 elever uden uddannelsesaftale kan starte på grundforløb to.
Som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har beskrevet har udsigt til adgangsbegrænsningen vakt bekymring og forundring hos Danske Anlægsgartnere. Og de følelser har ikke ændret sig.
- I et samfund, hvor man kan høre alle de politiske partier skrige på, at de unge skal ind på erhvervsuddannelserne, og i en verden, hvor vores medlemmer kæmper for at få kvalificeret arbejdskraft, er det for mig mildt sagt gådefulgt, at ministeren kan dimensionere så lavt, siger direktør i Danske Anlægsgartnere, Michael Petersen, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han påpeger, at arbejdsmarkedets parter havde lagt op til en væsentlig højere kvote, og at Rådet for de grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser (REU) var enig.
- Man kan være nervøs for, at det her er et ideologisk indgreb snarere end noget, der tager udgangspunkt i virkeligheden, fortsætter han.
Det er trepartsaftalen fra august 2016 om tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft i hele Danmark samt praktikpladser, der har bragt dimensioneringen på tale.
Byggefag får adgangsbegrænsninger
Bygningsmaler og anlægsgartner er blandt de erhvervsuddannelser, der fra 1. januar 2018, vil være adgangsbegrænsning på