23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Entreprenør er i front i erhvervsvenlig kommune

Der er tale om Ib Kristensen (V), der har siddet på posten som borgmester i Billund siden kommunesammenlægningen i 2007

Billund Kommune er kåret som Danmarksmester i erhvervsvenlighed 2017 i Dansk Byggeris årlige analyse.



Det er anden gang, kommunen tager førstepladsen i de seks år, analysen er udkommet - en bedrift, borgmester Ib Kristensen (V) er stolt over og har været med til at arbejde for.



Men hvem er han?

Ib Kristensen har siddet på borgmesterposten i Billund Kommune siden 2007 og inden da som borgmester i daværende Grindsted Kommune. Han er født 29. november 1951 og er vokset op i Grindsted, hvor han fortsat er bosiddende.



- Jeg er aldrig kommet uden for byskiltet, siger han grinende til Licitationen - Byggeriets Dagblad.



Søn af entreprenør

Han kom til verdenen som nummer to i rækken af fire børn; den eneste dreng, søn af en lokal entreprenør, han siden skulle overtage familiefirmaet Ib Kristensen A/S efter.



Men inden skulle tiden på Nordre Skole i Grindsted og Grindsted Kost- og Realskole gennemføres, hvorefter Ib Kristensen kom i lære som blikkenslager hos Pflüger i Grindsted.



Han blev udlært i 1971, tog arbejde i familiefirmaet og gennemførte kloakmesteruddannelsen året efter.



Han overtog stafetten efter sin far i januar 1977 og havde inden da prøvet kræfter med flere forskellige arbejdsopgaver i virksomheden.



- Jeg har prøvet alt. Jeg startede med at køre gummiged og senere gravemaskine, udførte kloak- og brolæggerarbejde, siger han.



- Hvis jeg i dag har en ledig stund som borgmester, så elsker jeg at sætte mig op på gravemaskinen, fortsætter han.



Det politiske arbejde fylder i dag meget og i et glidende generationsskifte har Ib Kristensens søn, Jan Kristensen, overtaget firmaet.



Men interessen for familievirksomheden og livet som entreprenør har Ib Kristensen ikke mistet.



- Jeg holder meget af at komme derud og følge med i, hvad der sker, siger borgmesteren, der fortsat ejer 10 procent af aktierne i firmaet og lejlighedsvis agerer rådgiver og sparringspartner for sønnen, hvis han har brug for det.



Ikke planlagt politisk karriere

Vejen ind i politik var ikke som sådan planlagt. Ib Kristensen var formand for den lokale håndværker- og industriforening i syv år, og han undrede sig over, at der ikke blev gjort nok for erhvervslivet.



Han blev opfordret af Venstre til at stille op og gjorde det ud fra en forestilling om, at han kunne gøre en forskel på området.



Beslutningen har han ikke fortrudt, og i dag betyder det politiske arbejde meget.



- Det betyder så meget for mig. Jeg er så glad for at være borgmester. Man får lov at sætte sit præg på udviklingen, siger han og fortæller, at det går godt i kommunen, der ud over fokus på erhvervslivet går med en drøm om at blive børnenes hovedstad.



Med en virksomhed som Lego i kommunen er det oplagt, fremhæver borgmesteren, der har meldt ud, at han genopstiller ved det kommende kommunalvalg.



- Jeg har jo en formand, der siger, vi skal blive længere på arbejdsmarkedet, joker han.



Lykkes det ikke med et genvalg, skal virksomhederne ikke bekymre sig for, om erhvervsvenligheden falder i baggrunden.



- Uanset hvad der sker, så vil erhvervsvenligheden altid være i top. Det er grundforudsætningen for hele kommunen. Hvis det går godt for erhvervslivet, så går det også godt for kommunen, siger Ib Kristensen, der erkender, at hans baggrund har været med til at skærpe hans fokus på området.



- Det kan ikke undgås. Jeg tror altid, man har sine rødder med sig, siger han.



Bliver det ikke til et genvalg, så vil mere af tiden blive brugt i familievirksomheden.



- Om det så bliver som fejedreng eller andet, må tiden vise, joker borgmesteren.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.126