23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Albertslund, Herstedvester, Snekkersten, Skovlunde, Stege, Strøby, Rudkøbing, Otterup, Lysbro og Holstebro

REGION HOVEDSTADEN

ALBERTSLUND

Opførelse af gymnasium
Next ønsker at opføre et nyt gymnasium - Vestskoven Gymnasium - på en del af Kongsholmgrunden i Albertslund, og for at det kan lade skal gøre er der udarbejdet et forslag til lokalplan. Albertslund Kommunalbestyrelse skal på sit møde i dag beslutte, om forslaget skal fremlægges i otte ugers offentlig høring.

Gymnasiebyggeriet får ifølge planerne en undervisningsbygning på seks etager med mulighed for en senere udvidelse til syv etager. Dertil kommer friarealer til parkering, grønne områder og stier, der forbinder gymnasiet med Albertslund Centrum og S-togstationen.

Der skal desuden på længere sigt være mulighed for at opføre en idrætshal.

HERSTEDVESTER

Boligbyggeri
Albertslund Kommunalbestyrelse skal på sit møde i dag træffe beslutning om at sende Forslag til lokalplan 2.11 og Forslag til kommuneplantillæg 10 - boliger ved Læhegnet i offentlig høring.

Coop henvendte sig i marts måned til Albertslund Kommune med et ønske om at udvikle en del af deres ejendom på Roskildevej 65 i Herstedvester til boliger, og planforslagene er udarbejdet på baggrund af henvendelsen.

Lokalplanen gør det muligt at opføre en boligbebyggelse bestående af rækkehuse i op til to etager og etageboliger i op til fem etager. Endvidere sikrer lokalplanen vej- og stiforbindelser samt fastlægger bestemmelser for etablering af anlæg der kan håndtere regnvand lokalt.

SNEKKERSTEN

Fleksible almene boliger
Helsingør Byråd har godkendt forslag til Lokalplan 1.169 Boligområde ved Klosterstenen i Snekkersten, som herefter fremlægges til høring.

Lokalplanen gør det muligt for Boligselskabet Nordkysten at opføre 22 billige almene fleksible familieboliger.

SKOVLUNDE

Udvikling af Skovlunde Bymidte
Ballerup Kommunalbestyrelse har fremlagt forslag til Lokalplan nr. 168 for Skovlunde Bymidte Nord i offentlig høring frem til 22. august

Skovlunde Center Nord blev solgt i december sidste år, og efterfølgende er vinderprojektet fra arkitektkonkurrencen, der blev gennemført i 2014, sammen med den nye ejer og dennes rådgivere, blevet viderebearbejdet, og resultatet af dette arbejde danner grundlaget for lokalplanforslaget.

Lokalplanforslaget danner rammerne for udviklingen af Skovlunde Bymidte til et integreret centerområde med boliger, butikker og erhverv m.m.

REGION SJÆLLAND

STEGE

Udskiftning af døre og vinduer
Vordingborg Boligselskab har søgt om Vordingborg Kommunes forhåndsgodkendelse til optagelse af et nyt 20-årigt kontantlån til udskiftning af døre og vinduer i afdeling 101 Stege Nordby i Stege.

Afdelingen består af 100 lejemål, der er fordelt mellem boliger på Platanvej, Safirvej og Turkisvænget, og der er behov for udskiftning af vinduer og døre i afdelingerne på Platanvej og Safirvej, hvor lejemålene er fra henholdsvis 1972 og 1981. Boligerne på Turkisvej er fra 1991, og her er blot behov for udskiftning af ovenlysvinduer.

Den samlede pris for projektet har boligselskabet anslået til syv mio. kroner, som skal finansieres med 1.500.000 kroner fra afdelingens egne henlæggelser og et realkreditlån på godt 5,6 mio. kroner.

Vordingborg Kommunalbestyrelse træffer beslutning i sagen i dag, hvor administrationen indstiller, at ansøgningen imødekommes.

STRØBY

Udbygning af Strøbyhallen
AIK-fonden har over for Stevns Kommune fremsat et ønske om at udvide Strøbyhallen for at kunne imødekomme et stigende pres på blandt andet omklædningsfaciliteter og efterspørgsel på et tidssvarende møde- og aktivitetslokale. AIK Fonden har anslået, at den ønskede udvidelse kan realiseres for omkring fem mio. kroner, og heraf tilføres 1,3 mio. kroner fra AIK Fonden selv og andre fonde, forventes det.

Som følge af usikkerheder omkring de endnu ikke modtagne midler fra fondsansøgningerne, anbefaler forvaltningen, at projektet opdeles, sådan at ombygning af køkkenet gemmes til en senere fase. Første fase kommer så til at omfatte en tilbygning med omklædning, toilet og møderumsfaciliteter.

Natur-, Fritids- og Kulturudvalget i Stevns Kommune anbefaler, at der gives en anlægsbevilling på 4,5 mio. kroner til udvidelse af Strøby Idrætscenter.

REGION SYDDANMARK

RUDKØBING

Opførelse af kontorbygning
Geveko Markings A/S i Rudkøbing har søgt Langeland Kommune om dispensation fra lokalplan 78 til opførelse af ny kontorbygning på 162 kvm sammenbygget med den eksisterende kontorbygning på Longelsevej.

Udvalget for Trafik, Teknik og Miljø i Langeland Kommune har sagen på dagsordenen i dg, og indstillingen fra direktionen er, at den ønskede dispensation gives.

OTTERUP

Tilbygning til hal
Lokalplan 2017-3 Udvidelse af eksisterende idrætsanlæg m.m. og et tilhørende kommuneplantillæg indstilles til endelig vedtagelse i Nordfyns Kommunalbestyrelse i dag. Planerne vedrører idrætsanlægget vest for Søndergade i Otterup, som planlægges udbygget og forbedret, hvilket bliver muligt, hvis planerne vedtages endeligt som indstillet.

I forbindelse med projektet for udbygning af idrætsanlægget for Otterup Hallen, ønskes hallen udvidet med opførelse af en større tilbygning på op til 4.500 kvm. 

REGION MIDTJYLLAND

LYSBRO

Opførelse af fire punkthuse
Der er udarbejdet et forslag til lokalplan og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg for et areal på cirka 1,3 hektar syd for Herningvej og vest for Lysbroparken i Lysbro i Silkeborg Kommune for at gøre det muligt at bygge fire nye punkthuse på arealet.

En privat bygherre ønsker at opføre 80 boliger i fire punkthuse i fire-seks etagers højde. Bygherre har indsendt to projektforslag - alternativ A med alle fire bebyggelser i fem etager og alternativ B med én bebyggelse i seks etager, én i fire etager og to i fem etager, og lokalplanforslaget tager udgangspunkt i alternativ B.

Teknik- og Miljøchefen indstiller til Silkeborg Byråd, at planforslagene godkendes og fremlægges i offentlig høring, hvilket anbefales af både Plan-, Miljø- og Klimaudvalget og Økonomi- og Erhvervsudvalget.

HOLSTEBRO

Opførelse af 29 rækkehuse
Boligselskabet Sct. Jørgen, Holstebro ønsker at opføre 29 rækkehuse i Halgård Vest på storparcellerne B og C.

Projektet forventes udbudt som en mini-arkitektkonkurrence til tre-fem totalrådgivere efter prækvalifikation.

Når vinderprojektet er valgt, forventes de enkelte håndværkerentrepriser sendt i udbud som fag­entrepriser. Anskaffelsessummen er beregnet til knap 62 mio. kroner.

Sagen blev forleden behandlet af Holstebro Byråd, som godkendte projekt og anskaffelsessum og at boligselskabet køber grundene storparcel B og C i Halgård Vest. Byrådet gav også tilsagn om støtte og kommunegaranti i henhold til reglerne i almenboligloven.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.11|instance-web02