REGION HOVEDSTADEN
BRØNDBYØSTER
Trafiksikring
Børneudvalget i Brøndby Kommune godkendte forleden et projekt for forbedring af forholdene for cyklister ved Brøndbyøster skole, som er blevet revideret i forhold til de første planer.
Brøndby Kommunalbestyrelse godkendte i marts et forslag til etablering af ny vej til Brøndbyøster Boulevard, der skulle forbedre cykelforholdene ved Bredager og Brøndbyøster skole. Teknik- og Miljøudvalget godkendte et mere detaljeret projekt, hvor fodgængerfeltet langs Bredager ved indkørslen til skolens parkeringsplads blev flyttet for at sikre krydsningen for skolebørn til skolen.
Arbejdet sættes ifølge planen i gang i den kommende skolesommerferie.
REGION SJÆLLAND
STORE HEDDINGE
Istandsættelse af Lund Havn
Bestyrelsen i Lund Havn har søgt Stevns Kommune om 125.000 kroner til udarbejdes et prospekt/dispositionsforslag, som skal belyse hvilke tekniske muligheder, der er for istandsættelse af havnens moler, broer og tilstødende arealer, samt en beskrivelse af, hvad en sådan renovering af havnen vil koste.
Natur-, Fritids- og Kulturudvalget i Stevns Kommune besluttede forleden ikke at imødekomme ansøgningen. Udvalget anbefaler, at Lund Havn søger Udvikling Stevns om LAG-midler.
EGEBJERG
Fjernvarmeforsyning
Egebjerg Nærvarme har søgt Odsherred Kommune om kommunegaranti for lån på 17 mio. kroner til finansiering af fjernvarmeforsyning af Egebjerg og etablering af biomasseanlæg.
Projektet omhandler etablering af kollektiv forsyning i form af fjernvarme til landsbyen Egebjerg samt etablering af et nyt biomassefyr og varmeproduktionsanlæg med tilhørende gasoliefyret spids- og reservelastkedel.
Økonomiudvalget havde sagen til behandling forleden og anbefaler, at der gives kommunegaranti til byggelån i Kommunekredit på op til 17 mio. kroner, såfremt projektets bæredygtighed dokumenteres.
Sagen genoptages, når dokumentationen foreligger.
REGION SYDDANMARK
VEFLINGE
Byggemodning
Nordfyns Kommunalbestyrelse skal på sit møde i dag blandt andet tage stilling til, om der skal anlægsbevilges 1,8 mio. kroner til byggemodning af den østlige del af udstykning Frederiksbergs Have i Veflinge.
Der skal foretages byggemodning af den østlige del af den samlede udstykning, som indeholder tre grunde. Der etableres stamvej fra Frederiksberg til denne del af udstykningen.
ÅSUM
Udstykning
En privat grundejer ønsker at udstykke seks parcelhusgrunde på en del af ejendommen ved Staupudevej 21 i Åsum, og for at det kan lade sig gøre, er der udarbejdet et forslag til lokalplan, som By- og Kulturudvalget i Odense Kommune har godkendt med henblik på offentliggørelse.
Lokalplanområdet er på cirka 8.400 kvm og rummer også et fælles grønt område, der grundet terrænforskelle ligeledes udnyttes til klimasikring med regnvandsbassin eller regnbed.
REGION MIDTJYLLAND
FÅRVANG
Etablering af rekreativ sti
Økonomi- og Erhvervsudvalget i Silkeborg Kommune besluttede på sit seneste møde at anbefale, at der anlægsbevilges 300.000 kroner til etablering af en rekreativ sti ved Hedevej i Fårvang.
Stien skal skabe bedre sammenhæng til eksisterende stier og dermed forbindelse til Skovhuset, og give bedre mulighed for at opleve søen på arealet.
Der har været ønsker fra dele af lokalbefolkningen i Fårvang om etablering af en hundeskov på modsatte side af Hedevej. Hvis det projekt bliver til noget, vil det være oplagt at skabe stiforbindelse til hundeskoven også, hedder det i mødereferatet.
Udvalget anbefaler ligeledes, at der anlægsbevilges en halv mio. kroner til forbedringer ved Perronteatret og vandrerhjemmet.
Ved Perronteatret skal der udskiftes nogle vinduer, døre og radiatorer, mens forbedringerne ved vandrerhjemmet drejer sig om forbedring af parkeringsforhold, herunder etablering af afmærkede parkeringspladser og etablering af cykelparkering.
HORSENS
Byrum
Horsens Byråd har vedtaget at offentliggøre forslag til tillæg 47 til Kommuneplan 2013, Jessensgade, Søndergade og Torvet.
Horsens Kommune har udskrevet en projektkonkurrence for næste etape af Midtbyforbindelsen, der forbinder Banegården og havnen i Horsens, og kommuneplantillægget er udarbejdet i forbindelse med disse midtbyplaner. Der vil ligeledes blive udarbejdet en ny lokalplan.
Formålet med projektkonkurrencen er at få et tidssvarende bud på gågade og byrumsdesign med fokus på at skabe de bedst mulige rammer for både et levende byliv og et aktivt handelsliv.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Brøndbyøster, Store Heddinge, Egebjerg, Veflinge, Åsum, Fårvang og Horsens