|
Tidsplan for fusionen
12. september 2017: Ekstraordinære generalforsamlinger i henholdsvis Lemminkäinen og YIT
Enten 1. november 2017 eller 1. januar 2018: Endelig godkendelse af fusion |
Falder alle godkendelser på plads træder en ny stor bygge- og anlægsvirksomhed ind på det nordeuropæiske marked omkring årsskiftet.
De finske virksomheder Lemminkäinen Corporation og YIT Corporation planlægger at slå kræfterne sammen under navnet YIT Corporation for at styrke konkurrenceevnen og med en større bredde blive mindre følsomme over for konjunkturudsving, som det lyder i en fondsbørsmeddelelse.
De to koncerner omsatte sammenlagt for 25 mia. kroner i 2016 og har 10.000 ansatte i 11 europæiske lande inklusiv Lemminkäinen A/S i Danmark.
Marked stiller flere krav
Fusionen er betinget af, at den bliver godkendt af forskellige konkurrencemyndigheder og på de kommende ekstraordinære generalforsamlinger i de to koncerner. YIT-koncernen ønsker ikke at uddybe, hvilke konsekvenser fusionen får for danske Lemminkäinen A/S, der har asfaltproduktion og -arbejde som hovedområde, på nuværende tidspunkt, da godkendelserne ikke er faldet på plads.
Det ligger dog fast, at et navneskifte til YIT bliver gennemført, hvis bestyrelserne i de to virksomheder får opfyldt deres planer.
Branchedirektør Niels Nielsen fra Dansk Byggeri ser fusionen som en del af en bredere tendens i markedet, hvor store virksomheder slår kræfterne sammen for at stå stærkere og få en bredere palette af kompetencer.
Betydningsfuld spiller
- Udviklingen passer til de krav, som de bliver mødt med. Krav til ny teknologi og mængden af kompetencer på de store projekter vokser hele tiden, og så bliver de nødt til at brede sig for at følge med, siger han.
I europæisk sammenhæng vil den potentielle nye finske koncern være en stor spiller, men ikke helt i superligaen, der er domineret af sydeuropæiske bygge- og anlægskoncerner, fortæller Niels Nielsen. Snævrer man markedet ind til Nordeuropa, er de til gengæld med helt fremme sammen med svenske NCC og Skanska og norske Vejdekke.
- Vi kan ikke vurdere deres profil, før de har meldt mere ud. Men kigger man på deres størrelse, så bliver det en stor og stærk koncern, der kommer til at fylde en del i Skandinavien og Nordeuropa, siger han.
Mens Lemminkäinen i Danmark primært er beskæftiget på asfaltområdet, så er moderkoncernen også aktiv inden for bolig- og erhvervsbyggerier. Det samme er tilfældet med YIT, der er Finlands største virksomhed inden for ejendomsbyggeri. Tidligere har YIT været på det danske marked som installatør, men virksomheden splittede forretningen op i 2013, og teknikentreprenør-, installatør- og servicedelen blev skilt fra i et selvstændigt selskab, der i dag hedder Caverion.