Selvom en nedskrivning på 20 mio. kroner satte en dæmper på overskuddet hos Strukton Rail A/S i 2016, så kører jernbaneentreprenøren uden forsinkelser.
Strukton Rail A/S har således overgået de forventninger, der blev sat fra koncern-niveau, da selskabet blev en del af Strukton Rail-familien i 2014, fortæller adm. direktør Jens Christian Jensen.
Årets resultat på 3,7 mio. kroner, der er en seksdobling fra året før, og ikke mindst driftsresultatet på 24,3 mio. kroner giver grund til optimisme.
- Vi kan se, at vores arbejde virker, og vi lykkes med de tiltag, der skal sikre en mere effektiv forretning, siger han.
Strukton Rails strategi med at øge produktiviteten går gennem fire spor: 1) færre administrationsomkostninger, 2) bedre udnyttelse af ressourcer, 3) bedre projektledelse og 4) mere omkostningseffektivitet. Og det arbejde har altså bidraget til, at virksomheden har øget indtjeningen.
Den danske jernbaneentreprenør lægger i øjeblikket de sidste hænder på anlægget af den 55 km dobbeltsporede jernbane mellem København og Ringsted. Herudover arbejder virksomheden på at udskifte signalprogrammet på fjernbanen i Vestdanmark og på at udskifte signalanlægget på S-banen. Alle tre for Banedanmark.
Fremgang i 2017
Strukton Rail forventer at levere et endnu højere resultat i 2017.
- Det sker jo blandt andet i kraft af, at vi har foretaget en stor nedskrivning i 2016, som vi ikke har i år. Og så er der med vores konservative vurdering af nedskrivningen potentiale for at få penge retur, når sagen får en afklaring, siger Jens Christian Jensen.
Den danske entreprenør har netop flyttet hovedadresse fra Valby til Køge af hensyn til et øget antal ansatte, der nu er oppe på cirka 135, og logistik.
Strukton Rail A/S er datterselskab til den svenske modervirksomhed Strukton Rail AB. Moderkoncernen har hovedkontor i Holland.
Effektivitet sætter fut i forretningen
Trods markant nedskrivning ligger resultatet for 2016 hos Strukton Rail A/S over det forventede