Med større brugervenlighed og bedre vejledning for øje har Københavns Kommune ændret sin hjemmeside rettet mod de, der ønsker at bygge om, bygge til eller bygge nyt og skal have tilladelse til det.
Optimeringen er sket på baggrund af en gennemført kundetilfredshedsundersøgelse fra 2015, som konkluderede, at 42 procent af byggesagskunderne var utilfreds med kommunens sagsbehandling.
I forbindelse med kundetilfredshedsundersøgelsen blev den digitale byggeansøgning udpeget som et af de centrale områder, hvor der var behov for forbedringer.
- Det er super vigtigt for os, at der er nem adgang til informationer. Der må vi bare konstatere, at hjemmesiden tidligere ikke har været helt nem at navigere rundt i, men det skal den nye hjemmeside gerne understøtte, fortæller Steffen Jensen, centerchef i Center for Bygninger, som er en del af teknik- og miljøforvaltningen i Københavns Kommune, der i 2016 modtog cirka 7.800 nye hovedbyggesager.
Han påpeger over for Licitationen - Byggeriets Dagblad, at den bedre vejledning og større brugervenlighed kan bidrage til, at ansøgningsmaterialet bliver korrekt fra starten, hvilket sparer tid hos begge parter.
Og han fremhæver, at fokus i processen har været på, at hjemmesiden skal indeholde det, brugerne mener, er relevant.
Alt indhold, der omhandler byggesager, er blevet gennemgået og forbedret på baggrund af en grundig brugerundersøgelse og analyse, og en nye version af hjemmesiden ér gået i luften.
- Jeg synes, der er sket en del. Alene strukturen er blevet anderledes. Der er kommet bedre genveje, og desuden er mange tekster blevet nemmere at forstå, siger Steffen Jensen.
Bedre mulighed for feedback
Som noget nyt indeholder hjemmesiden nu en mere detaljeret beskrivelse af en række typiske byggesager.
Og herudover er der kommet en feedback-knap på alle sider, som giver brugerne lettere adgang til at give deres mening til kende.
Denne feedback skal indgå i det løbende arbejde med at vedligeholde og videreudvikle hjemmesiden, forklarer Steffen Jensen.
Ud over feedback på hjemmesiden er Center for Bygninger begyndt konsekvent at spørge alle, der får en byggetilladelse eller et afslag, om tilfredsheden med sagsbehandlingen.
Det skal være med til at give indblik i, om de forbedringer, der er sat i værk, virker efter hensigten. Derudover kan responsen pege i retning af, hvad der måske ellers skal tages fat på, forklarer han.
Ud over at give de københavnske byggesagskunder en bedre betjening, skal den nye hjemmeside også danne grundlag for forbedringer i andre kommuner.
Nationale forbedringer på vej
Som følge af den nationale digitaliseringsstrategi indsendes alle byggeansøgninger i dag digitalt via den nationale portal Byg & Miljø (BOM), som ifølge kundetilfredshedsundersøgelsen heller ikke lever op til kundernes behov.
Københavns Kommune kan ikke redigere direkte i BOM, men kommunens egen hjemmeside indeholder nu konkret hjælp og vejledning til, hvordan portalen bruges. Samtidig er løsningen fra København formidlet videre til Kombit, der er ansvarlig for BOM, og som ifølge Steffen Jensen hat taget godt imod resultaterne her.
Kombit har igangsat en forbedringsproces af BOM, og i den forbindelse indgår Center for Bygninger i København som formand for en tværkommunal arbejdsgruppe, der efter sommerferien kommer til at arbejde med at øge brugervenligheden med fokus på bedre tekster og bedre tegningsmateriale, lyder det.
København ændrer hjemmeside til byggeansøgninger
Det er et skidt resultat i en kundetilfredshedsundersøgelse fra 2015, der har fået kommunen til at foretage ændringerne