REGION SJÆLLAND
HOLBÆK
106 boliger
Udvalget for Klima og Miljø i Holbæk Kommune har et forslag til lokalplan og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg for boliger ved L.C. Worsøevej på dagsordenen på sit møde i dag. Planforslagene er udarbejdet på baggrund af Boligselskabet Lejerbos planer om at opføre op til 100 billige almene boliger samt seks ’skæve’ boliger til skæve eksistenser på L.C. Worsøevej.
Det er nødvendigt at få sendt lokalplanen i høring nu, hvis Holbæk Kommune skal nå at udnytte muligheden for tilskud fra staten til opførelse af boligerne, hedder det i sagsfremstillingen. Muligheden for tilskud udløber med udgangen af 2017 og er blandt andet betinget af at lokalplanen er endeligt vedtaget i indeværende år.
ROSKILDE
Udbygning af villa
Ejeren af ejendommen Knud Den Stores Vej 33 har søgt Roskilde Kommune om tilladelse til etablering af en førstesal og indretning af fire boliger på matriklen, og Plan- og Teknikudvalget skal på sit møde i morgen tage stilling til, om der kan arbejdes videre med realiseringen af projektet.
Får ejendomsejeren lov til at bygge ud som ønsket, kommer byggeriet til fremstå som to to-familiehuse, forbundet med en udvendig trappe til boligerne på første sal. Ejendommen benyttes i dag til erhvervsformål.
KØGE
32 lejligheder i etagebebyggelse
Et flertal i Teknik- og Miljøudvalget i Køge Kommune anbefaler, at Forslag til lokalplan 1068 - Å-grunden sendes i otte ugers offentlig høring. Lokalplanen er udarbejdet for at følge op på udviklingsplanen for Stationsområdet i projektet "Køge Kyst" og fastsætter bestemmelser for den sydligste del af Stationsområdet ved Køge Å kaldet "Å-grunden".
Lokalplanen skal give mulighed for etablering af cirka 32 lejligheder fordelt på tre forskellige etagebebyggelser. Hver enkelt boligstok skyder sig ud i parkarealet langs åen og lægger sig i det grønne areal som en parkbebyggelse, således at bebyggelsen fremstår åben for den bagvedliggende by ned til Køge Å.
REGION MIDTJYLLAND
VIBORG
Fornyelse af elevator
Teknisk Udvalg i Viborg Kommune skal på sit møde i morgen beslutte, om den eksisterende elevator på Banegårdspladsen skal udskiftes med en ny elevator i samme størrelse eller med en ny og større elevator, eller om den eksisterende elevator i stedet skal renoveres.
Som følge af udskiftningen af perronbroen over baneterrænet har elevatoren været brugt meget i den senere tid og det har medført en række driftsstop til gene for brugerne.
En udskiftning af den eksisterende elevator til en ny elevator i samme størrelse vil kunne gennemføres i efteråret med en forventet byggeperiode på mellem to og fire uger, og udgiften vil være cirka 450.000 kroner. En udskiftning af eksisterende elevator til en ny og større elevator vil tage mellem to og tre måneder og udgiften vil være omkring 1.750.000 kroner, oplyser forvaltningen i sagsfremstillingen.
Som alternativ til udskiftning af elevatoren i løbet af efteråret, kan der investeres i at opnå en sikker og stabil drift af den eksisterende elevator i de næste to år. Derved kan udskiftning af elevatoren udskydes til efter den nye Banebro er etableret og taget i brug. Vælges denne løsning, vil forbindelsen fra banegårdsområdet til både perron og Middagshøjvej-kvarteret kunne opretholdes - også i den periode om nogle år, hvor elevatoren ved terminalbygningen måtte blive udskiftet.
AARHUS
Modernisering af Mårslet Skole
Aarhus Byråd har sagt ja til at give en tillægsbevilling på 10,4 mio. kroner til den oprindelige anlægsbevilling på 5,4 mio. kroner til forbedringer og Rull-modernisering på Mårslet Skole.
Rull står for Rum til Leg og Læring og Rull-programmet har til formål at skabe spændende og fremtidssikrede læringsrum i skoler, dag- og fritidstilbud.
HERNING
Renovering af almene boliger
Lejerbo planlægger at renovering afdeling Spiren på Paghs Allé i Herning for knap 20 mio. kroner. Afdeling Spiren består af en hjørneejendom med 30 familieboliger opført i 1959. Ejendommen trænger til almindelig renovering og istandsættelse i forhold til bygningsmassens alder. Der skal skiftes tag, faldstammer, diverse installationer, vinduer, døre og badeværelser.
Herning Byråd har sagen på dagsordenen i dag med henblik på godkendelse af renoveringen og den deraf følgende huslejestigning samt af en kommunal garantistillelse.
HERNING
Renovering af 48 boliger
Fællesbo har bedt om om Herning Kommunes godkendelse af en helhedsplan for afdeling 110 på Gyvelvej i Herning, som omfatter 48 almene familieboliger.
I samarbejde med Landsbyggefonden har boligselskabet lavet en helhedsplan for renoveringen med en samlet anlægsøkonomi på 55,222 mio. kroner. Helhedsplanen kræver kommunal medfinansiering og kommunal garantistillelse.
Afdelingen er bygget i 1963 og består af to blokke i to etager med høj kælder med i alt 48 lejligheder, som generelt er nedslidte og uhensigtsmæssigt indrettede i forhold til vor tids standard.
Der er desuden alvorlige sætningsskader i murværket, og taget har begyndende revner og fugtgennemtrængning, nedbrudt kloakering m.m.
Helhedsplanen omfatter en gennemgribende renovering med udbedring af de byggefysiske udfordringer, flytning af lejlighedsskel og optimering af alle boliger samt en opgradering af boligernes udearealer. Udskiftning af alle installationer og afløb m.v. medfører nedbrydning af køkkener og badeværelser.
Herning Byråd har sagen på dagsordenen i dag.
SUNDS
Erhvervsbebyggelse
Herning Kommune har udarbejdet et forslag til lokalplan, som giver en virksomhed ved Hollingholtvej i Sunds mulighed for at opføre 1.450 kvm ny bebyggelse.
Byplanudvalget og Økonomi- og Erhvervsudvalget indstiller, at lokalplanforslaget vedtages foreløbigt, og Herning Byråd træffer beslutning i sagen i dag.
IKAST
Renovering af køkken
Børne- og Undervisningsudvalget i Ikast-Brande Kommune har sagt god for, at der frigives 812.000 kroner til renovering af køkkenet i Kongevejens Børnehus.
Det eksisterende produktionskøkken er utidssvarende, slidt og lokalet er for lille til at producere mad til både børnehave og vuggestue. For at få et større lokale tillægges et nabo-grupperum til det nye produktionskøkken.
SDR. FELDING
Dagligvarebutik
Lokalplan nr. 95.C2.1 - Dagligvarebutik, Bredgade, Sdr. Felding indstilles til endelig vedtagelse i Herning Byråd i dag.
Lokalplanen giver mulighed for opførelse af en ny dagligvarebutik, umiddelbart nord for den eksisterende butik i Sdr. Felding. Efter opførelsen skal den gamle butik nedrives og området omdannes til p-pladser i tilknytning til den nye butik.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Holbæk, Roskilde, Køge, Viborg, Aarhus, Herning, Sunds, Ikast og Sdr. Felding