Det er ikke kun entreprenørerne, som klager over faldende kvalitet i udbudsmaterialet. Det er også et stort tema hos dem, der står som afsender af materialet. Nemlig bygherrerne.
Bygherreforeningens direktør Henrik L. Bang er bekendt med udfordringerne og peger på, at kvaliteten af udbudsmaterialet i stigende grad er et emne, der får opmærksomhed af landets bygherrer.
- Mangler og huller i projektmaterialet er et stort tema for vores medlemmer, fordi det giver unødvendige ekstra udgifter på projektet. Og mange oplever, at indholdet i materialet ikke er beskrevet på den måde, som bygherren ønsker, siger han.
Henrik L. Bang nævner, at flere bygherrer er begyndt at begyndt at tilknytte eksterne rådgivere for at sikre, at udbudsmaterialet lever op til kravene.
En af dem er Bygningsstyrelsen, en af landets største bygherrer. Vicedirektør Signe Primdal Lyndrup fortæller, at den styrkede indsats på kvalitetssikring afslører de samme projekteringssvigt gang på gang som for eksempel manglende koordinering mellem fag så en ventilationskanal går gennem en bærende konstruktion.
- Det er en udfordring, at der ikke er sammenhæng nok i projekteringsmaterialet, og der findes desværre ingen snuptagsløsning, siger Signe Primdal Lyndrup.
Rådgivere styrer selv pris
Henrik L. Bang erkender, at der er hård konkurrence på markedet, og priserne på rådgivningsydelserne kommer langt ned. Men han mener, at rådgiverne selv står med ansvaret.
- Opgaverne bliver udbudt, og rådgiverne bestemmer derfor selv prisen. Men de byder hinanden ned under gulvtæppet, og det er et problem, når prisen når et niveau, hvor det ikke længere et realistisk at levere den ydelse, der bliver efterspurgt. Så vil vi hellere, at de siger nej, siger han.
Nogle vil sige, at bygherre står med ansvar, når der er et stort fokus på pris som kriterium?
- Jeg synes faktisk, at vi ser en trend i retning af, at bygherre ligger mere vægt på kvalitet og nedtoner pris som kriterium. Netop for at få bedre projekter med færre fejl undervejs.
- Og bygherrerne er villige til at sende flere penge ind tidligt i projektet, hvis det kan nedbringe mangler i udbudsmaterialet, siger Henrik L. Bang.
Bygherrer øger fokus på udbudsmateriale
Tilknytning af eksterne rådgivere er et af de værktøjer, som bygherrer tager i brug for at øge kvaliteten af udbudsmaterialet