Tidligere inddragelse af rådgivere i planlægningsforløbet kan bidrage til at undgå huller og mangler i udbudsmaterialet på store og komplekse projekter.
Det mener Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI).
- Ved at afsætte mere tid til planlægningen sikrer det rådgiveren tid til at lave et ordentligt projektmateriale, siger adm. direktør Henrik Garver.
Entreprenører har over for Licitationen - Byggeriets Dagblad rejst en kritik af faldende kvalitet af udbudsmaterialet på især store og komplicerede byggerier, som de ikke finder fyldestgørende.
Henrik Garver nævner, at også rådgiverudbuddene lader noget tilbage at ønske.
- Vi oplever det samme: at udbudsmaterialet ikke er, som det skal være, og opgaven ikke altid står helt klar. Så måske der er tale om en generel tendens, siger han og tilføjer, at rådgiverne desuden oplever, at der bliver mindre tid til at udforme projekterne.
De to ting i kombination - mindre tid og manglende kvalitet i materialet - har svækket rådgivernes rammer. Og det vil tidligere inddragelse og mere dialog i udbuddet kunne afhjælpe, mener FRI-direktøren.
- I stedet for at gå med projektet i tankerne flere år uden at tage andre ind, og så sende udbuddet af sted, lige så snart bevillingen er på plads, så kunne man komme et stykke ad vejen, hvis de forskellige led i værdikæden blev inddraget rettidigt. Det betyder også, at rådgiverne får bedre mulighed for at udvikle projektet i henhold til bygherrens tanker, og at der er ressourcer til at sikre, at bygherrens ambition med projektet kan fastholdes, når det skifter fra projektering til udførelse, siger han.
Udvikling mod færre detaljer
To tendenser i bygge- og anlægsbranchen støtter dog en udvikling, hvor entreprenører ikke skal forvente, at udbudsmateriale har den samme detaljeringsgrad som tidligere, mener Henrik Garver.
Punkt et: inddragelse af entreprenørkompetencer inden projektet starter op kræver, at der er plads til dialog, og rammerne i materialet må derfor være bredere.
Punkt to handler om konkurrenceoptimering. En fuldstændig detailprojektering med for eksempel meget specifikke krav til særligt de tekniske installationer, vil reducere antallet af mulige løsninger, og dermed svække konkurrencen.
- Begge elementer vil af entreprenører blive oplevet som, at materialet står mindre klart. Og det er det også reelt, men det er udvikling, der har været undervejs i et stykke tid. Projekterne skal ikke være fuldt færdigprojekteret, men projekteret til et udbudsniveau, som giver den størst mulige konkurrence i forhold til at skabe value for money i forhold til bygherrens ambition, herefter kan rådgiverne projektere færdigt, med de specifikt valgte løsninger og i samspil med den vindende entreprenør, siger han.
FRI: Rådgivere skal inddrages tidligere
Tidspres og uklart materiale udfordrer rådgiverne, når de skal udarbejde udbudsmateriale