REGION NORDJYLLAND
HANSTHOLM
Nyt Hanstholm Genbrugscenter
Thisted Kommunes har afsat penge til renovering af Hanstholm Genbrugscenter, og affaldssektionen har udarbejdet to forslag til renovering af den eksisterende plads samt et forslag til etablering af en ny plads. Klima-, Miljø- og Teknikudvalget valgte forleden at arbejde videre med forslaget om en ny plads.
Dette forslag kan realiseres for 17 mio. kroner, som skal bruges på grundkøb, forundersøgelser, jordarbejder, befæstede arealer, afløb for spildevand og overfladevand, mandskabsbygning, genbrugsbutik, lagerhal, støttemure, el, vand, varme samt indhegning.
Der vil nu blive udarbejdet finansieringsplan til politisk godkendelse samt ansøgning om frigivelse af anlægsmidler.
REGION MIDTJYLLAND
HORSENS
Gågade og byrum
Horsens Kommune har udskrevet en projektkonkurrence for næste etape af Midtbyforbindelsen, der forbinder Banegården og havnen i Horsens. Formålet med konkurrencen er at få et tidssvarende bud på gågade og byrumsdesign, med fokus på at skabe de bedst mulige rammer for både et levende byliv og et aktivt handelsliv. Midtbyen skal kunne tilbyde aktiviteter, som overrasker og inspirerer, og som i høj grad indbyder til ophold, bevægelse, leg og et inspirerende handelsliv.
I forbindelse med projektkonkurrencen er der udarbejdet forslag til kommuneplantillæg, som Økonomi- og Erhvervsudvalget anbefaler godkendt og fremlagt i høring.
REGION HOVEDSTADEN
FREDENSBORG
Trafiksikring af Humlebæk Strandvej
Plan-, Miljø- og Klimaudvalget i Fredensborg Kommune skal på sit møde i dag tage stilling til et skitseprojekt for trafiksikring af Humlebæk Strandvej, som planlægges udført i år.
Trafiksikringen omfatter blandt andet svingbaner ved indkørsel til Louisiana og forbedret udkørsel fra Amalievej samt istandsættelse af fortov og cykelsti.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Hanstholm, Horsens og Fredensborg