Regeringen erstatter Skat med syv nye styrelser, og det kan betyde byggeordre i de fem kommuner, der skal huse de nye styrelser.
1.500 medarbejdere skal inden 2021 rykkes fra København til henholdsvis Aalborg, Aarhus, Herning, Middelfart og Roskilde, men det er endnu uvist, om der skal bygges nyt, renoveres eller om eksisterende bygninger kan bruges.
- Lokaliseringen af de nye styrelser ventes afklaret i løbet af de kommende måneder i forbindelse med oprettelsen af styrelserne, oplyser Skatteministeriet i et skriftligt svar.
Lukningen af Skat er regeringens modtræk til den stribe af møgsager, der har ramt igennem de seneste år. Blandt andet svindlen med udbytteskat, skrottede it-systemer og milliardstore gældsforpligtigelser, som Skat har opgivet at indkræve.
26 lokationer
Nu investerer regeringen altså så syv mia. kroner i en genopbygning, der skal decentralisere skattevæsnet, og som skal gøre borgernes adgang nemmere samt styrke fagligheden på de enkelte indsatsområder. Foruden de syv nye styrelser bevares de to eksisterende Skatteankestyrelsen og Spillemyndigheden.
Planerne blev præsenteret på et fælles pressemøde med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og skatteminister Karsten Lauritzen (V), og skatteministeren gjorde det klart, at det er en prioritering for regeringen at undgå for meget nybyggeri i forbindelse med udflytningen.
- For at der ikke skulle opstå kamp mellem borgmestrene op til kommunalvalget, så har vi taget udgangspunkt i de 26 lokationer, der allerede har været. Vi har forsøgt at undgå, at vi skal bygge nyt, sagde Karsten Lauritzen.
Middelfart sender ønskeliste
Middelfart Kommune bliver Gældsstyrelsens nye hjemmebane, og her skal sidde knap 400 medarbejdere når udrulningen er overstået.
Det eksisterende skattecenter i byen skal som udgangspunkt skiftes ud, og kommunaldirektør Steen Vinderslev har sendt en liste til Bygningsstyrelsen med forslag til nye lokationer i eksisterende erhvervslejemål.
Men på nuværende tidspunkt er det ikke afgjort, hvor i Middelfart Gældsstyrelsen kommer til at befinde sig
- Nogle af bygningerne på listen skal måske bygges om, det kommer lidt an på hvad Bygningsstyrelsen vælger. Men jeg ser ikke for mig, at der skal bygges nyt, siger Steen Vinderslev.
De nye styrelser skal være i drift 1. juli 2018, men udrulningen af arbejdspladserne skal altså først være gennemført inden 2021.
Ingen afklaring om husning af de nye skattestyrelser
1.500 arbejdspladser skal rykkes fra København og ud i provinsen, når Skat erstattes med syv nye styrelser. Men arbejdet med at huse de nye medarbejdere er kun lige begyndt