Da maj blev til juni lå den endelige lokalplan "Kalvebod Brygge Vest II" færdig.
Nu bliver der ifølge københavnerplanen mere plads til mere grønt og mere kultur og idræt - i stedet for parkeringspladser.
Og ikke mindst skal Dybbølsbro udvides, så den bliver bred nok til at fire cykler kan køre ved siden af hinanden i hver retning.
- Lokalplanen skaber et grønt landskabeligt strøg. Dermed kommer byggeriet af det nye Ikea, hotel og ungdomsboliger til at give noget tilbage til københavnerne, siger en af "arkitekterne" bag planen, Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (Enhl.), til Licitationen - Byggeriets Dagblad. Han ser fine træk i det store projekt:
- Folk vil tage cyklen til varehuset, og derfor skal vi selvfølgelig også være opmærksomme på den ekstra cykeltrafik. Det kræver tidssvarende forhold. Den politiske beslutning er taget, og pengene er afsat, sagde Morten Kabell tidligere på ugen til flere medier.
Langt flere cykler i 2025
Prognoser viser, at cykeltrafikken omkring Dybbølsbro frem mod 2025 vil stige fra de nuværende 15.000 i et hverdagsdøgn til 26.000.
Men dermed mener den 47-årige "cykelborgmester", langt fra, at arbejdet er færdiggjort. Faktisk bliver det aldrig færdigt:
- Byen udvikler sig hele tiden og byudvikling er aldrig nogensinde "mission accomplisthed". For hvis byen "bliver færdig", så står den jo også stille. Og det er en selvmodsigelse, når vi taler om en storby som København, siger Morten Kabell, der er født og opvokset i hovedstaden og har boet der det meste af sit liv "med enkelte afstikkere til Farum og Søborg, men jeg betragter mig som fuldblods københavner", som han siger.
Han tilføjer, at selv om vore dages politikere og byplanlæggere kan blive fristet til selvtilfredshed, vil eftertiden formentlig se anderledes på det.
- Vores efterkommere vil nok grine af en del af vores løsninger. Det skulle undre mig, hvis det ikke sker. Men det er klart, at en udvidelse af broen er et stort ønske for alle, der skal til og fra. For lige nu det bare for meget en flaskehals, siger han.
Frugten af års samarbejde
Morten Kabell understreger, at han bestemt ikke har været alene om at skabe de mange forbedringer for byens bløde trafikanter
- Det er frugten af et samarbejde på rådhuset gennem mange år. Nu har jeg siddet i Borgerrepræsentationen i næsten 20 år, og det samarbejde, også med tidligere borgmester Klaus Bondam (tidligere Teknik- og Miljøborgmester for de Radikale og siden 2014 direktør i Dansk Cyklist Forbund, red.), førte til Bryggebroen, Cykelslangen og Åbuen mellem Nørrebro og Frederiksberg. Alle store forbedringer, siger Morten Kabell.
Du genopstiller ikke. Hvad skal du efter nytår?
- På grund af rotationsprincippet i Enhedslisten har jeg valgt, at jeg nu skal ud og have mig et andet job, forhåbentlig fra 1. januar, og meget gerne indenfor byudvikling, grøn omstilling og menneskevenlige trafikløsninger.
Var der en bestemt oplevelse eller begivenhed, der gav dig interessen for byudvikling og mere sikre cykelveje?
- Nej der var ikke én bestemt årsag, men interessen er kommet, fordi jeg er født og opvokset i København, og som barn og ung har kørt på cykel de steder, hvor vi var bange for at blive banket ned. Derudover er det bare fedt at være københavner og så ovenikøbet nu have mulighed for faktisk at gøre noget ved livskvaliteten i byen.
En af vejene er ifølge borgmesteren inddragelse af borgerne:
- Fra lokal side har der været kritik af forholdene for fodgængere og cyklister på Dybbølsbro. De input er der taget højde for i det reviderede lokalplanforslag, og både cyklende og gående kan se frem til bedre plads, siger Morten Kabell, der i sin fritid elsker at sidde langs Christianshavns kanaler i solen med en god bog, og en kop te - eller med et glas vin sammen med vennerne.
Han holder af at betragte bylivet og menneskemylderet ved barer og caféer og mærke, at han bor i en storby.
- Jeg har da lært så meget, at byerne er der, hvor det sker. Og København er lige nu centrum for den spændende udvikling, siger han til Licitationen.
Et blødt punkt for bløde trafikanter
Udvidelsen af Dybbølsbro for mere cykeltrafik er seneste fjer i hatten til Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell, som ikke genopstiller, og efter nytår håber på et job med byudvikling, grønne løsninger og gode trafikløsninger