23948sdkhjf

Tømrerpris til 'en skov af egetræer'

DTU, Rørbæk og Møller Arkitekter og Christensen & Co. Arkitekter modtager Tømrerprisen 2017.

Onsdag dannede Biosfærens 13 meter høje atrium rammen om Københavns Tømrerlaug årlige prisuddeling.

Det er et klart mål hos bygherren DTU, at Biosfæren, Bygning 202, skal være hjertet i det nye bygningskompleks, der med de renoverede eksisterende bygninger ved siden af Bios-færen er på godt 50.000 kvm. Det har også været et fokusområde for DTU, at byggeriet løbende er blevet evalueret på de sociale, økonomiske og miljømæssige parametre for bæredygtighed.

Den opgave har arkitektteamet bag Biosfæren - Rørbæk og Møller Arkitekter og Christensen & Co. Arkitekter - klaret til ug, mener priskomiteen, som i motiveringen for Tømrerprisen 2017 blandt andet skriver:

"Rummet fremstår som noget, der kunne være hentet fra fremtiden, men egetræets glød er velkendt, så rummet på samme tid er en ukendt og kendt størrelse - hvor det gode håndværk er synligt overalt."

Kaptain

Biosfæren – Bygning 202
Biosfæren er et 13 meter højt atrium, hvor ovenlysvinduerne lader lyset falde ind i gavmilde mængder. Overalt er der et væld af detaljer i træet (læs mere nedenfor).

Biosfæren skal danne ramme som et socialt mødested og faglige udvekslinger mellem 800 forskere, studerende, samarbejdspartnere og gæster.

Her er kantine og café-område samt lokaler til undervisning, møder, debatter, udstillinger og events, samt til generelt ophold, afslapning og gruppearbejde.

Biosfæren skal være ”hjertet” i det nye bygningskompleks, der med de renoverede eksisterende bygninger ved siden af Biosfæren er på godt 50.000 kvm.
Tømrerprisen
Formålet med Tømrerprisen, som uddeles af Københavns Tømrerlaug, er at belønne personer, firmaer, organisationer eller bygherrer, som har udført eller har deltaget i et byggeri, hvor trækonstruktioner indgår som en markant bygningsdel, eller hvor tømrerfaget på anden vis har spillet en afgørende rolle.
Prisen kan også gives ved nytænkning og dristig arkitektur, hvor træ er hovedbygningsdelen. Det er et krav, at både håndværk og materialer er af høj kvalitet.
Tømrerprisen er på 150.000 kroner.
Indstiftet og finansieret af Kirsten og Freddy Johansens Fond.

Priskomiteen:
- Jan Søndergaard, Arkitekt, professor på Arkitektskolen i København
- Rolf Anderson, formand for Bygherreforeningen i Danmark
- Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Dansk Byggeri
- Søren Larsen, Københavns Tømrerlaug
- Flemming Kjærgaard, oldermand i Københavns Tømrerlaug
Egetræet
Biosfæren skulle bygges på en plads, hvor der var en lille skov af egetræer. Hos DTU og arkitektteamet opstod der derfor hurtigt en idé om at benytte tømmeret fra disse egetræer. Det viste sig dog hurtigt, at det ikke var muligt at bruge tømmeret fra træerne til de mange lameller. Det blev i stedet anvendt ved et par af betontrapperne.

De mange meter lameller er amerikansk hvideg på overfladen, med en ribbekerne af tæt birkekrydsfiner af hensyn til stabiliteten. Råmaterialet er brandimprægneret – Jodsaltimprægnering – og sat sammen i kassetter.

Det er Enemærke & Petersen A/S der i fagentreprise har stået for det håndværksmæssige.

I alt er der samlet 18.400 lameller til i alt næsten 50.000 løbende meter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127