Høje Taastrup Kommune vil med projektet "Læringshus Nærheden" bygge fremtidens skole, og fra rådgiversiden har der været god interesse for at være med.
23 rådgiverteams har meldt interesse ind på den udbudte projektkonkurrence, og fem har fået ønsket om prækvalifikation opfyldt.
Det gælder 3XN A/S, Henning Larsen Architects A/S, Christensen & Co. Arkitekter A/S, C.F. Møller Danmark A/S og Adept + RUM.
Fra kommunens side er man tilfreds med interessen.
- Det er ud over forventningerne, fortæller Jette Hansen, projektleder i kommunen, til Licitationen - Byggeriets Dagblad, og påpeger, at det er nogle af de store navne, der har konkurreret og er valgt ud.
Klar vision for skolen
Hun oplyser, at der i slutningen af sidste uge har været holdt et informationsmøde med de prækvalificerede, hvor de er blevet vist rundt i området og har fået et mere dybdegående indblik i visionen for den nye skole.
En vision, der går på, at skolen skal klæde sine elever på til "at agere i et globaliseret, gennemdigitaliseret samfund i hastig forandring", beskriver prækvalifikationsmaterialet.
Her fremgår det, at der bliver tale om et "eksperimenterende science univers, hvor kreativitet, entreprenørskab og tværfaglige samarbejder er nogle af grundpillerne".
Stor rådgiverinteresse for ny skole med fremtidssyn
Det nye område NærHeden i Høje Taastrup Kommune skal have en ny skole, og på rådgiversiden har der været kamp om at være med. Fem er prækvalificeret